Pressemeddelelse

Historisk sejr i sag om advokats udnyttelse af ung pige

Der er i dag faldet dom i sagen om den kendte advokat Eva Perssons hushjælp, som var ansat på fuldstændigt urimelige vilkår. FOA har nu rettens ord for, at den unge hushjælp skulle have været aflønnet efter den gældende overenskomst for husassistenter og betegner sagen som en milepæl i kampen mod social dumping.

FOA har i dag vundet retssagen mod den kendte advokat Eva Persson, som forbundet har ført for den unge spanske pige Doriana Gómez de la Torres. Doriana var ansat af advokaten til dumpingløn, men det var ikke i orden, har retten nu fastslået. Af dommen fremgår det at:

’Efter aftalelovens § 36, stk. 1, kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende’.

Eva Persson havde ansat Doriana på au pair-lignende vilkår, men dels til en lavere løn og dels med en længere arbejdsuge.

Som advokat med solid viden om ansættelsesret har arbejdsgiveren i denne sag kendt sit stof, og Doriana var på papiret derfor hyret som ’ung pige i huset’. Med det greb har Eva Persson forsøgt at bøje reglerne. Hun har udnyttet, at Doriana er fra Spanien, og derfor ikke falder ind under au pair-ordningen, der kun gælder for borgere fra lande uden for EU.

4.000 kroner plus kost og logi var, hvad Eva Persson mente, var fair at betale Doriana for en 35 timers arbejdsuge.

”De vilkår, Doriana har arbejdet under, hører ikke hjemme i dagens Danmark. Ansættelsen må siges at være et kynisk forsøg på at finde et smuthul i lovgivningen og med klar hensigt om social dumping. Det er derfor en historisk vigtig sejr, at vi i dag har rettens ord for, at man ikke kan hyre en anden EU-borger til dumpingløn og uden rettigheder,” siger FOAs formand Dennis Kristensen.

Retten i Lyngby har afgjort, at Doriana skulle have været aflønnet efter den gældende overenskomst for husassistenter, og Eva Persson skal derfor efterbetale 89.495 kroner i løn.

”Det står derfor nu klart, at de familier, der ansætter en hushjælp, skal være deres rolle som arbejdsgiver bevidst og leve op til det ansvar og de regler, der følger med. Herunder at give sine ansatte en fair løn og ordentlige ansættelsesforhold, som denne dom nu fastslår,” siger Dennis Kristensen.