Pressemeddelelse

Danskerne bakker op om de varme hænder

Danskerne vil velfærden og støtter de offentligt ansatte, det er blevet understreget igen og igen i 2017, mener fagforbundet FOA

De varme hænder skal prioriteres. Sosu'er i ældreplejen og sygehusene, dagplejere og pædagogmedhjælpere og alle de andre, der trækker læsset i den offentlige sektor, skal have en mærkbar bedre løn. Det siger danskerne ifølge flere undersøgelser og det var også læren efter kommunalvalget, hvor de to vigtigste temaer for danskerne var ældreplejen og folkeskolen, sådan konkluderer FOA formand Dennis Kristensen i sin nytårsudtalelse.

"Det er en god melding at have med ind til overenskomstforhandlingerne for de ansatte i stat og kommuner. Man må håbe, at Sophie Løhde og Michael Ziegler og regnedrengene i Finansministeriet lytter til befolkningen, det gør de også klogt i, hvis de vil bevare roen på det offentlige område, " siger Dennis Kristensen.

FOAs formand understreger behovet for flere investeringer i den offentlige sektor, hvis vi skal fastholde og udvikle velfærdssamfundet.

"Vi får desværre hele tiden nye eksempler på, hvordan borgere og ansatte udsættes for helt uværdige forhold. Her forleden var det sosu-assistenten Nanna Irina Svensson, som på Facebook fortalte om en almindelig aftenvagt, hvor hun skulle hjælpe 38 borgere på otte timer, inklusive transport. Og det er ikke et særtilfælde, det er virkeligheden derude. Enhver kan se, at det ikke holder," mener Dennis Kristensen.

Og han understreger at der venter en kæmpe opgave forude med både at fastholde de ansatte i kommunerne og rekruttere nye, hvis vi mener noget med velfærdssamfundet.

"Om bare fire år vil der være 26.900 flere børn under 6 år og 33.800 flere ældre over 80 år, men ikke flere varme hænder til at tage sig af dem, hvis ikke vi gør noget nu, for at tiltrække flere til sektoren. Det handler om en fornuftig løn til de offentligt ansatte om anerkendelse og om, at man ude på de enkelte arbejdspladser får lov til at bruge sin faglighed og ikke er låst af alle mulige mere eller mindre absurde styrings- og kontrolsystemer," siger Dennis Kristensen.

Læs nytårsudtalelse her