Pressemeddelelse

FOA om finanslov: De hugger igen en hæl og klipper en tå

Regeringens forslag til finanslov svarer slet ikke på de udfordringer, Danmark står overfor, fastslår fagforbundet FOA.

"En finanslov for dem, der gerne vil have en billigere Lamborghini, men bestemt ikke en finanslov for dem, der gerne vil have flere varme hænder, når der kommer flere børn i børnehaven og flere syge på sygehusene," siger FOAs formand Dennis Kristensen om dagens forslag til finanslov.

Han understreger, at finansloven ikke medfører nye penge til velfærden i en situation, hvor befolkningen vokser og væksten er størst hos velfærdssamfundets kernekunder, de små børn og de ældre. Frem til 2021 er stigningen i antallet af de over 80-årige helt oppe på 16 procent.

"Det er ikke nok at tale om en vækst i det offentlige på 0,5 procent eller hvad man nu lander på, når de ekstra udgifter til forsvaret bliver trukket fra. Det er ensbetydende med dårligere velfærd," fastslår Dennis Kristensen.

Ifølge finanslovsforslaget vil regeringen afsætte 500 millioner kroner til sundhed og ældrepleje, men det er penge, som regeringen snuppede fra kommunerne inden sommerens kommuneaftale med KL.

"Denne regering har et ganske særligt talent for at bruge de samme penge to gange. Vi så det med skattelettelserne, hvor det såkaldte frikort til de mest udsatte danskere blev taget fra den satspulje, der allerede er sat af til at hjælpe de svageste. På samme måde denne gang, der er sat 500 millioner af til de ældre og sundhed, men de penge kommer i virkeligheden fra kommuneaftalen tidligere på året. Jeg ved godt, hvad man ville kalde det, hvis det var en virksomhed eller en privatperson der regnede sådan," siger Dennis Kristensen.

Regeringen lægger også op til at spare på DSB, der ifølge forslaget "kan effektiviseres gennem en bred vifte af tiltag". Statens betaling til DSB skal beskæres med 207 millioner kroner i 2017 stigende op til 829 millioner i 2021.

Det er ifølge FOAs formand endnu et eksempel på den retning finanslovsforslaget trækker i.

"Nedskæringerne på den kollektive transport kommer selvfølgelig til at gå ud over kvaliteten, vi ved fra sundhedsvæsenet, hvad der sker når man bare blindt skærer nogle procent årligt i håb om nogle effektiviseringer, som ikke eksisterer uden for finansministeriets regnemodeller. Det er også et angreb på kernevelfærden, " forklarer Dennis Kristensen.

"Det er desværre den fornemmelse, der kendetegner finansloven, de hugger en hæl og klipper en tå. Og så skal pengene gå til de mest velhavende," siger Dennis Kristensen.