Pressemeddelelse

FOA anmelder pårørende for ulovlige optagelser

FOA vælger nu at politianmelde pårørende til en ældre dement kvinde på plejecenteret Blomstergården i Dianalund for gennem ni måneder hemmeligt at have overvåget plejehjemsansatte.

Der eksisterer i forvejen flere politi-anmeldelser mod den demente kvindes familie. Flere medarbejdere på Blomstergården har politianmeldt familiemedlemmer til den demente beboer for brug af vold mod personalet, og institutionen – og dermed Sorø Kommune – har politianmeldt både familiens aflytning og voldsepisoderne.

 

”Når FOA nu også skrider til anmeldelse, så skyldes det, at politiet øjensynlig ikke har gjort spor. Vi ved ikke, om optageudstyret stadig er til stede. Vores krav er, at det ulovlige optageudstyr fjernes omgående af politiet. Det er ret klart, at der er tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 263,” siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

 

Dennis Kristensen påpeger, at sagen er dybt ulykkelig på alle fronter. De pårørende i sagen har tydeligvis ikke følt sig godt behandlet af institutionen og personalet. Familiemedlemmer har forbud mod at komme på Blomstergården på grund af vold mod personalet. Medarbejderne er blevet hemmeligt overvåget i formentlig ni måneder. Hele sagen er eskaleret voldsomt, og er nu også endt i pressen, der har afspillet lydfiler fra overvågningen.

 

”Vi skal tiltale både beboere og borgere med respekt og værdighed. Der er ingen tvivl om, at der har været sagt noget på Blomstergården, som helt sikkert ikke er med respekt eller værdighed. Men ingen velfærdsansat skal finde sig i at være jaget vildt og blive hemmeligt overvåget gennem ni måneder. Enhver vil komme til at sige noget, der ikke ret godt tåler dagens lys,” siger Dennis Kristensen.

 

Han peger på, at reglerne på området er glasklare. Optages og overvåges der, så skal der skiltes tydeligt med det.

 

På Blomstergården er to medarbejdere afskediget på grund af sagen. Flere af de tilbageværende ansatte optræder også på lydfilerne.

 

FOA vil nu også indtræde i de politi-anmeldelser, som medlemmer har indgivet mod familien. Anmeldelserne handler først og fremmest om voldsepisoder.

 

”Det sker ikke for at hænge pårørende ud eller få dem straffet. Men vi har en entydig pligt til at støtte vores medlemmer. Og vi har en mindst ligeså entydig forpligtelse til at sikre, at dette her ikke sker igen. Offentligt ansatte og velfærdsansatte må aldrig blive jaget vildt,” siger Dennis Kristensen.