Pressemeddelelse

FOA efter nyt knivoverfald i psykiatrien: Nu må politikerne tage handling

Fredag formiddag blev en medarbejder på et bosted i Birkerød stukket med en kniv i ryggen af en beboer. Medarbejderen blev hurtigt kørt på hospitalet og er uden for livsfare.

"Det er en frygtelig situation for alle involverede. Der er flere ofre i sådan en sag - både den skadelidte, kollegerne, men også beboeren, der skal leve med det her resten af sit liv," siger sektorformand i FOA Torben K. Hollmann.
 
"Og det er desværre endnu et tragisk eksempel på, hvordan forholdene på bostederne slet ikke er i orden."
 
Han peger på, at det er op til politikerne at afsætte midler til området, så der kan rettes op på sikkerheden.
 
"Regeringen er på vej med et psykiatriudspil, men der skulle være gjort noget for år tilbage. Vi har set alt for mange medarbejdere, der er blevet overfaldet, og alt for mange som har mistet livet," siger han.
 
Ifølge en medlemsundersøgelse har hvert andet FOA-medlem i psykiatrien oplevet fysisk vold inden for det seneste år.
 
"Det må aldrig blive til et vilkår, at man udsættes for vold og trusler, når man går på arbejde. Ansvaret ligger hos politikerne, som skal sikre, at der er ressourcer nok i psykiatrien til at man kan forebygge de tragiske episoder, og at de rette kompetencer er tilstede," siger Torben K. Hollmann.

Kontakt

Sektorformand Torben Klitmøller Hollmann, telefon: 23 26 75 79

Hent billede i høj opløsning