Pressemeddelelse

Lønmodtagerne ladt alene i kamp for ligeløn

På Kvindernes Internationale Kampdag, må vi erkende, at KL har afvist de offentligt ansattes fælles krav om en særlig pulje til at løfte lønnen i kvindefag.

Trods betragtelige forskelle på lønnen mellem typiske mande- og kvindefag har Kommunernes Landsforening (KL) ikke villet bidrage til at lukke løngabet ved de nu kuldsejlede overenskomstforhandlinger.

De faglige organisationer for offentligt ansatte i kommuner og regioner har ellers for første gang samlet sig bag et fælles krav om at øremærke en del af den samlede lønramme til en ligelønspulje.

”Der skal meget til at forbløffe mig. Men at arbejdsgiverne ikke er villige til at rykke på en så indlysende retfærdig en dagsorden, nemlig at sikre større ligestilling på tværs af køn på arbejdsmarkedet, det kommer godt og grundigt bag på mig,” siger forbundsformand i FOA Dennis Kristensen.

Den øremærkede pulje skulle tages ud af den samlede lønramme under forhandlingerne og ville altså medføre, at offentligt ansatte uden for puljen ville få mindre lønstigninger end ellers. Alligevel har samtlige 51 organisationer i Forhandlingsfællesskabet bakket op om at give kvindefagene et lønløft – en idé, som blev båret frem af BUPL, Sundhedskartellet, Socialpædagogerne og FOA.

Men det har altså ikke været tilstrækkeligt til at få KL til ville hjælpe kvinderne til at indhente mændenes løn. I dag er lønforskellen kønnene imellem i gennemsnit 13,2 procent. Fortsætter udviklingen i lønforskellen mellem mænd og kvinders løn i samme tempo som nu, vil der gå 50 år, førend der bliver ligeløn, viser en fremskrivning af tal fra Danmarks Statistik. Samtidig er der forskelle på 10, 20 og endda helt op mod 30 procent på hvad mænd og kvinder får i løn, på trods af, at de har lige lange uddannelser.

”Det betyder jo, at de piger, der sidder i folkeskolerne i dag, først opnår ligeløn, når de nærmer sig pensionsalderen. Det er en absurd og helt urimelig tanke og viser jo desværre med al tydelighed behovet for, at vi markerer Kvindernes Internationale Kampdag, som vi gør i dag,” siger Dennis Kristensen.

Lønforskellene i dag er en konsekvens af, at kvindernes indkomster tidligere er blevet betragtet som en biindtægt til hovedforsørgerens.

”Det er jo helt utidssvarende, og den tankegang skal vi have gjort op med,” siger Dennis Kristensen.

I efteråret og igen før årsskiftet sendte de fire initiativtagere bag ligelønspuljen en appel til politikerne i Folketinget om at etablere en ligelønspulje.

”Ligeløn kommer ikke af sig selv. Det rykker heller ikke nok, hvis det er arbejdsmarkedets parter, der skal sikre, at kvindefagene løftes til mandeløn. Slet ikke nu, hvor der er sammenbrud. Det understreger behovet for, at politikerne på Christiansborg tager ansvar for at lukke løngabet,” siger Dennis Kristensen.