Pressemeddelelse

Kvindekampdag fejres med forfatter i FOA

Succesforfatter Sara Omar bliver hovedtaler, når FOA inviterer til Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts.

FOA fejrer Kvinders Internationale Kampdag i forbundets hus med besøg af Sara Omar, forfatteren bag bestselleren "Dødevaskeren".

"Jeg har stor respekt for mennesker, der tør tale. Sara Omar er en kvinde der har valgt at bruge ordet til at åbne op for en debat om kvinders vilkår og derfor har placeret sig på respektens, men også øretævernes, holdeplads.," siger forbundssekretær med ansvar for ligestilling Joan Prahl.

8. marts-arrangementet inviterer hun til sammen med næstformand i FOA Mona Striib.

"Det ligger i vores DNA, at vi som faglig organisation stiller op i kamp mod ulighed og undertrykkelse. Det gælder, når det sker på tværs af fag, køn, etnicitet og også lande og kulturer. Så vi er rigtig stolte over, at Sara Omar deltager i vores arrangement på Kvindernes Kampdag," siger Mona Striib.

"Dødevaskeren" har vakt stor debat om kvindeundertrykkelse i patriarkalske kulturer. Selv kom Sara Omar til Danmark i 2001, efter hendes familie flygtede fra Kurdistan. Den 31-årige forfatters håb er, at Kvindernes Kampdag en dag bliver overflødig.

"Derfor kæmper jeg gerne side om side med alle kvinder og mænd, der tager bladet fra munden den 8. marts og kræver lige rettigheder for alle uanset køn - og etnicitet og religion. Sidste år valgte jeg selv at bryde et livs tavshed for at bekæmpe undertrykkelse af kvinder og børn i visse muslimske kredse, og jeg vil fortsætte med at kæmpe den ligestillingskamp. Ikke bare på Kvindernes Kampdag, men også på årets 364 øvrige dage," siger forfatteren.

8. marts-arrangementet hos FOA byder desuden på fællessang samt politisk debat om ligestillingsudfordringer med afsæt i tekster fra Arbejdersangbogen. Musikken leveres af Side by Side, der også spiller under den efterfølgende middag. Alle er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig.

Kontakt

Forbundssekretær Joan Prahl, telefon: 21 58 84 32

Hent billede i høj opløsning