Konkursindex.dk: FOA skaber overblik over hjemmeplejekonkurser

”Vi kæmper bl.a. for vores medlemmer i den private del af hjemmeplejen. De skal ikke opleve at stå uden penge til regninger og mad, fordi den private leverandør er gået konkurs,” siger Dennis Kristensen om baggrunden for, at FOA i dag lancerer Konkursindex.dk. der skaber overblik over konkurser i hjemmeplejen.

Hvis der er noget, der kendetegner de mange konkurser i den private del af hjemmeplejen i de senere år, så er det, at ingen har haft overblik over antallet og omfanget. Det siger forbundsformand i FOA Dennis Kristensen:

”Der er nødt til at ske noget på området for privat hjemmepleje. Gang på gang står vi med konkurser, der rammer borgerne såvel som de ansatte. Det første skridt er altid at få overblikket. Det er det vi sikrer med Konkursindex.dk.” 

”Vi kæmper bl.a. for vores medlemmer i den private del af hjemmeplejen. De skal ikke opleve at stå uden penge til regninger og mad, fordi den private leverandør er gået konkurs,” siger Dennis Kristensen.


36 konkurser på fire år

Konkursindex.dk registrerer konkurser i den private del af hjemmeplejen og er offentligt tilgængeligt, så alle kan downloade data og se, hvordan deres kommuner og region er blevet ramt.  

Siden markedet for privat hjemmepleje blevet sluppet frit i 2013 er 36 gange private leverandører af pleje og omsorg gået konkurs. Det fremgår af Konkursindex.dk, der går ti år tilbage i tiden. 

I alt har hjemmeplejekonkurserne minimum ramt 11.590 borgere og 1.824 ansatte. 

”Stil spørgsmål!”

Via den offentligt tilgængelige hjemmeside kan brugerne selv gå på opdagelse i de seneste års konkurser. Konkursindex.dk vil vokse i takt med antallet af konkurser. 

”Det kan fx bruges til at stille spørgsmål som: hvorfor har min kommune set fire konkurser, mens nabokommunerne ikke har været ramt. Er der mon noget, vi burde gøre hos os?” siger Dennis Kristensen.