Låste institutioner skal være sidste udvej
Indespærring af udviklingshæmmede risikerer at blive glidebane for flere magtanvendelser, advarer formand for Pædagogisk sektor i FOA Mogens Bech Madsen i forlængelse af Sølund-sagen.
Af: Ulla Gunge
Møder borgere med nedsat funktionsevne låste døre, så de ikke kan forlade deres botilbud, er der tale om en magtanvendelse. Og er vi ikke varsomme med brugen af så indgribende og principiel magtanvendelse, risikerer vi at trække det specialiserede handicapområdet tilbage til en tid og en tankegang, vi ellers for længst har forladt.
Sådan lyder bekymringen fra Mogens Bech Madsen, formand for Pædagogisk sektor i FOA, der blandt andre organiserer ansatte på det specialiserede handicapområde. Herunder omsorgs- og pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter ansat på botilbuddet Sølund ved Skanderborg.
Her har flere pårørende i de seneste dage udtrykt ønske om, at bostedet kan låse dørene for deres udviklingshæmmede brødre for at sikre, at de ikke forlader bostedet og bevæger sig ud i en verden, de ikke kan håndtere. Sådan var det nemlig frem til december, hvor Socialtilsyn Midt besluttede, at beboerne skulle kunne færdes frit.
Formanden for den pædagogiske sektor Mogens Bech Madsen, erkender at det er en meget svær situation for de pårørende.
”Selvom magtanvendelse i form af indespærring bør være den sidste løsning, er der nuancer i diskussionen. Men en pædagogisk indsats skal altid gå forud for magtanvendelse, og jeg kunne frygte, at der vil ske en glidning, hvor færre ressourcer fører til mere magtanvendelse. At mangel på personale vil føre til flere indespærringer,” siger sektorformanden.
Han frygter også, at låste institutioner kan føre til en glidebane i forhold til hvilke borgere, der vil kunne opleve at blive holdt indespærret. Magtanvendelsen forudsætter, at der er tale om borgere med meget svær funktionsnedsættelse, pointerer Mogens Bech Madsen.
”Det specialiserede handicapområde er et af vores allerdyreste serviceområder, og det er der en god grund til. Borgerne har brug for langt mere omsorg og personale end inden for andre områder. Det er en nødvendig politisk erkendelse, og det sidste, der må ske, er, at området begynder at gå tilbage ad de veje, vi forlod i starten af 80’erne,” siger Mogens Bech Madsen.