Foto: Lars Horn

Sen pensionsalder er sort snak

Selv unge kolleger døjer med smerter i knæ og ryg. Derfor bør der indføres obligatorisk træning i arbejdstiden, mener livredder Lars Rene Hedegaard Olesen. Og så skal det være en individuel vurdering, om man skal kunne gå tidlig på folkepension.

Stemmer fra velfærdens frontposter

Hver dag yder FOAs medlemmer en stor indsats for at levere omsorg, tryghed, nærvær og service til borgere landet over. De kender velfærdens virkelige vilkår. Og velfærden er presset, fortæller de. Mød vores medlemmer. Lyt til dem. Og lad os sammen skabe bedre velfærd. Så vi kan få mere menneske og mindre system.

Hvis vi skal kunne holde til et langt arbejdsliv, er MUS-samtaler, sundhedstjek og frugtordninger ikke tilstrækkeligt. Lars Rene Hedegaard Olesen har, trods sin unge alder, 29 år, allerede set en del til nedslidte kroppe og dårligt psykisk arbejdsmiljø i sin tid som livredder - og nu også i forbindelse med, at han uddanner sig til ejendomsservicetekniker.

”Man skal gøre fysisk træning til en obligatorisk del af arbejdstiden. Gerne to-tre timers effektiv træning hver uge - med gode trænere. Når jeg ser mig omkring, er der rigtig mange af mine kolleger, der døjer med knæ og ryg. Der er stort set ingen, der ikke har skavanker. Det er skræmmende, fordi det også gælder de unge under 30 år,” siger Lars Rene Hedegaard Olesen.  

Hjælp til motion
Folk har også et ansvar for at passe på sig selv og deres kroppe, mener Lars Rene Hedegaard Olesen. Men han anerkender, at især i børnefamilierne er det svært at finde tid til træning. Selv har han og kæresten ingen børn endnu. De har derfor god tid at træne sammen nogle gange om ugen.

”Mange har så travlt, at de vælger træningen fra. Især når man har børn, bliver det svært med prioriteringen,” fortæller Lars Rene Hedegaard Olesen, der mener, at der er behov for at give kolleger og andre en hjælpende hånd. Sker det ikke, er det helt usandsynligt, at folk kan holde til et langt arbejdsliv.

”Når man allerede i en ung alder døjer med kroppen, er det helt sort snak med en sen pensionsalder. Det ender blot med, at vi får en masse sygemeldinger i stedet,” understreger Lars Rene Hedegaard Olesen, der synes, at politikerne glemmer, at mange har fysisk hårde jobs. 

Eksempelvis skal man som ejendomsservicetekniker gå op og ned ad en del trapper, køre, trække og skubbe store maskiner. Og så er der et komfur, der også lige skal sættes på plads. Der er i det hele taget en del tunge løft og arbejdsstillinger på knæ i løbet af en almindelig arbejdsdag. 

Mental nedslidning
Når man taler om velfærd, arbejdsmiljø og en eventuel tidligere pensionsalder for nogle faggrupper på arbejdsmarkedet, er det vigtigt for Lars Rene Hedegaard Olesen, at man husker, at et dårligt psykisk arbejdsmiljø med ringe ledelse og utrygge arbejdsforhold også slider, og at nedslidning ikke kun er et spørgsmål om, hvilket job man har haft.  

”Dårlig normering og vagtplaner, stor udskiftning blandt personale og en ledelse, der ikke interesserer sig for sine medarbejdere, er noget af det værste, man kan opleve. Jeg er synes, det er vigtigt, at man snakker om problemerne, når de opstår. MUS-samtaler er ikke nok, for en god leder skal have lyst til at finde løsninger med sine medarbejdere. Ikke fordi man skal, men fordi man har lyst,” forklarer Lars Rene Hedegaard Olesen.

Pension efter behov 
Efter hans mening er det vigtigt, at det er en individuel vurdering, om man er nedslidt i en sådan grad, at man skal have mulighed for at gå tidligere på folkepension. 
”Jeg ved godt, at vi i dag har problemer med seniorførtidspensionen, og at folk tvinges ud i nytteløse aktiveringer. Det er bestemt ikke rimeligt, men jeg synes heller ikke, at det er i orden, at nogle faggrupper skal kunne trække sig tilbage før andre.” 

Diskussionen om nedslidning og tidlig pension er svær, mener Lars Rene Hedegaard Olesen. For selv om der blev indført obligatorisk motion på arbejdspladsen, har den enkelte også fortsat et ansvar for at forebygge, at de bliver nedslidt.

”Jeg har det lidt stramt med den der krævementalitet. Omvendt er det klart, at de der har brug for hjælp, skal selvfølgelig have hjælp og mulighed for at gå på folkepension tidligere,” understreger Lars Rene Hedegaard Olesen, der er under uddannelse som ejendomsservicetekniker.