Politi undlader at sigte for tavshedsbrud

Hverken tidligere FOA-formand Dennis Kristensen eller KL’s topforhandler Michael Ziegler bliver sigtet for brud på tavshedspligt under forhandlingerne om OK18 i Forligsinstitutionen.

Situationen var alvorligt tilspidset, forhandlerne på hårdt arbejde og medierne konstant til stede under forhandlingerne om fornyelsen af de offentlige overenskomster i foråret 2018.

Men at FOAs forhenværende formand, Dennis Kristensen, og hans primære modpart, Michael Ziegler fra KL, skulle have forbrudt sig mod loven ved at dele for mange detaljer fra forhandlingerne i medierne, er der ikke belæg for.

Det er konklusionen i en meddelelse fra statsadvokaten til Dennis Kristensen, som han har delt et udsnit af på Facebook.

"Nu har statsadvokaten så meddelt, at efterforskningen i dag stoppes, fordi 'der ikke er en rimelig formodning om, at De har begået noget strafbart',” skriver han.

Anmeldelse kom fra borger
En borger havde ellers anmeldt både Ziegler og Dennis Kristensen for at have brudt mæglingsloven under overenskomstforhandlingerne. Men en sådan sigtelse vil altså ikke blive rejst.

"Med andre ord, så har vi nu papir på, at vi er pæne og lovlydige borgere - i det mindste i forhold til tavshedspligten. :-) Og Michael Ziegler slipper for at dele celle med mig og være tvangsindlagt til at høre mit lange foredrag om, hvad der skal ændres ved Den Danske Model for at opnå en rimelig magtbalance i den offentlige sektor mellem arbejdsgivere og lønmodtagere," fortsætter han.

På Twitter svarer Ziegler:
”Puha! Hvor heldig kan man være? Havde dog glædet mig til at høre dit bud på, hvordan balancen opnås, så arbejdsgiverne også har en chance ;-).”