Forbundsformand for FOA Dennis Kristensen
”Vi har tydeligt vist, at vi er villige til at bøje os så meget, at vi har mulighed for at mødes".

Fornyet håb om forhandlingsløsning

Forligsmanden har udsat storkonflikten. Positivt, at der er fremdrift i forhandlingerne, siger Dennis Kristensen.

Forligsmanden Mette Christensen meddelte onsdag, at hun udsætter konflikten i foreløbig to uger, så parterne har mulighed for at fortsætte forhandlingerne.

”Det er et positivt tegn, at Forligsmanden vurderer, at der er så meget bevægelse i forhandlingerne, at hun udsætter konflikten,” siger FOAs formand Dennis Kristensen.

”Vi har tydeligt vist, at vi er villige til at bøje os så meget, at vi har mulighed for at mødes. Med Sophie Løhdes nye udspil, ser det ud som om Moderniseringsstyrelsens spændetrøje måske er løsnet så meget, at vi kan nå en løsning for alle. Vi er mere end villige til at gøre forsøget.”

FOA’s formand er glad for, at danskerne ikke skal gå på påskeferie uden at vide, om de kan få deres børn passet eller komme til den aftalte operation efter ferien.

”Det ville være svært at forklare en storkonflikt, der vil ramme langt de fleste danskere, når man ser på, hvad der faktisk skiller parterne.”
 

Beskedne krav
Dennis Kristensen fortæller, at de offentligt ansattes krav hele tiden har været beskedne. Nemlig at lønnen i det offentlige skal følge det private på samme måde, som den altid har gjort.

”Det er et fredsommeligt krav ovenpå tre krise-overenskomster med løntilbageholdenhed. Og de to andre hovedkrav; en arbejdstidsaftale for lærerne og en anerkendelse af den betalte frokostpause, vil ikke koste arbejdsgiverne en øre,” understreger Dennis Kristensen.

Udsættelsen betyder, at strejke og lockout kan træde I kraft henholdsvis 22. og 28. april. Konflikterne kan dog også starte tidligere, hvis Forligsmanden opgiver mæglingen undervejs. I så fald vil strejke og lockout træde I kraft på 5. dagen efter, at Forligsmanden stopper mæglingen.