Forbundsformand Mona Striib
Næstformand i FOA Mona Striib glæder sig over, at indsatsen ser ud til at have gjort indtryk på politikerne

Indsats for ændring af førtidspensionsregler bærer frugt

Mennesker, som ikke har udsigt til at kunne genvinde deres arbejdsevne, skal ikke sendes i ressourceforløb, lyder det nu fra enig forligskreds, som vil præcisere reglerne over for kommunerne.

Meningsløse arbejdsprøvninger, som kunne skade deres helbred, ressourceforløb med kun tre timers arbejde om ugen og årelange usikre forløb. Det er, hvad syge og udsatte borgere i masser af skræmmende eksempler har oplevet, siden førtidspensions- og fleksjobreformen blev indført for omtrent fem år siden.

Nu ser en samlet indsats for at få ændret reglerne på området, som i alt 62 organisationer i godt det seneste halve år har stået bag, ud til at kaste resultater af sig. I hvert fald er meldingen fra en samlet forligskreds nu, at den er parat til at ændre på lovgivningen.

Helt konkret skal det præciseres over for kommunerne, at det skal være muligt for borgere at kunne få tilkendt førtidspension uden et forudgående ressourceforløb, hvis der alligevel ikke er udsigt til, at deres arbejdsevne kan udvikles. 

”Mennesker skal på ingen måde igennem alle mulige tænkelige indsatser, hvis man på forhånd kan se, at det ikke giver mening. Men vi må aldrig opgive mennesker, der har en realistisk mulighed for på sigt at blive en del af arbejdsmarkedet, og derfor skal de have den bedst mulige hjælp og støtte gennem ressourceforløb,” udtaler beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Sammen med 61 andre organisationer har FOA med en lang række initiativer gjort politikerne på Christiansborg opmærksomme på, hvor urimeligt hårdt mennesker landet over er blevet ramt af de uhensigtsmæssige regler. Blandt andet har medlemmerne af Folketingets Beskæftigelsesudvalg modtaget en større case-samling, der illustrerer urimeligheden og vilkårligheden i de forløb, som nogle borgere har haft. Samtidig har organisationerne stillet seks konkrete forslag til ændringer af reglerne.

Næstformand i FOA Mona Striib glæder sig over, at indsatsen ser ud til at have gjort indtryk på politikerne, og at de nu er villige til at ændre på reglerne.

”Det er et godt og vigtigt første skridt, der bliver taget her. Men jeg er fortsat interesseret i, hvordan politikerne forholder sig til de seks konkrete krav, vi har stillet. Det melder historien endnu ikke noget om. Og så længe reglerne ikke ændres, lige så længe risikerer folk at komme alvorligt i klemme og at havne i en social deroute,” siger Mona Striib.

Blandt andet lyder et forslag, at en borger højst må være i et udredningsforløb i fem år. Den samlede kravliste kan du læse her: Anstændighedskrav for fleksjob og førtidspension.

Det nye lovforslag fra forligskredsen bliver fremsat i marts.