Opholdskravet: Regeringen og DF på tilbagetog

Et ændringsforslag fra Regeringen og DF skal lempe virkningerne af opholdskravet. Det er positivt, mener FOAs formand, men forslaget bør helt tages af bordet.

Regeringen og Dansk Folkeparti vil ændre kravet til, hvor længe man skal have været i Danmark eller i et EU/EØS-land for at kunne modtage dagpenge. Ændringen betyder, at man skal have været i Danmark eller EU/EØS i syv ud af de seneste 12 år for at være berettiget til dagpenge, når forslaget er fuldt indfaset. I det oprindelige forslag var det syv ud af de seneste otte år.

 

Mona Striib finder det positivt, at Regeringen og DF vil ændre opholdskravet så færre bliver ramt. Men hun fastslår, at opholdskravet i sig selv er unødvendigt og stadig vil være med til at undergrave dagpengesystemet.

 

”Kernen i det danske dagpengesystem, det vi kalder flexicurity, er, at arbejderne ikke behøver frygte at skifte job eller kortvarig arbejdsløshed. Det giver det danske arbejdsmarked en bevægelighed, som er unik. Opholdskravet angriber den sikkerhed. Derfor bør det fjernes helt,” siger Mona Striib.

 

Torben Poulsen, der er formand for Danske A-Kasser, ser ændringsforslaget som et udtryk for, at regeringen og Dansk Folkeparti godt kan se, at de er på afveje med deres lovforslag om opholdskravet.

 

"I stedet for at lave semi-løsninger og komme med et plaster på et stort blødende sår, så burde de droppe opholdskravet fuldstændig. Selv efter ændringsforslaget vil mange medlemmer, der har betalt til a-kassen i årevis, blive straffet, fordi de er rejst ud i verden for at få viden og kompetencer, som de senere tager med hjem og beriger det danske samfund med. Derfor er opholdskravet stadig en virkelig dårlig idé".

 

Opholdskravet, med de nye ændringer, skal færdigbehandles i Folketinget i næste uge.