Den danske model er alvorligt syg

For ikke så forfærdeligt længe siden var vores statsminister på besøg hos den franske præsident Macron.  Under det traditionelle pressemøde efter seancen benyttede Emanuel Macron lejligheden til at synge den danske models pris:

"Den danske flexicurity-model er en kilde til inspiration for mange andre lande," sagde han.

Og Lars Løkke Rasmussen, som er rigtig god til at holde masken i akavede situationer, skyndte sig at istemme lovsangen:

"Uden at være indbildsk på Danmarks vegne, så er Danmark et land, man kan lære meget af, når det kommer til, hvordan man skaber et fleksibelt arbejdsmarked," sagde han.

Høster klapsalver fra verden
Og sådan går det tit. Rundt om i verden ser man med beundring på den danske model, der sikrer arbejdsgiverne et fleksibelt arbejdsmarked mod blandt andet at give medarbejderne en sikkerhed for at kunne opretholde vist indkomstgrundlag, hvis de mister jobbet.

Og de danske toppolitikere er heller ikke kede af at rejse verden rundt og modtage klapsalverne for den fantastiske danske opfindelse. Der er bare lige det problem, at den danske model er alvorligt syg, og den eneste grund til at situationens alvor ikke for længst er gået op for patienten er, at den aktuelle højkonjunktur maskerer sygdommens mange symptomer.

Bare vent til den næste krise kommer, og det ved vi jo, at den gør, da vil det desværre gå op for mange ellers trygge danskere, at den fine forsikring, de trofast har betalt til i årevis, ikke er det værd, de blev lovet, og ikke forhindrer dem i at måtte gå fra hus og hjem, hvis de mister deres arbejde.

Svært at forsvare
En lille historietime; i firserne udgjorde dagpengene 63 procent af en industriarbejders gennemsnitsløn, i dag er den nede på 47 procent – til gengæld bliver man i dag kastet ud på kontanthjælp efter bare to år, tilbage i firserne kunne man få dagpenge i op til sytten år.

Og det bliver værre endnu, for dagpengene bliver nemlig mindre værd år for år, fordi de ligesom folkepension og kontanthjælp bliver reguleret med mindre end den generelle lønudvikling, i 2025 vil dagpengene være nede 44 procent af en industriarbejders løn. Og planen er åbenbart, at det skal fortsætte.

Det er ikke længere en god forsikring. Og det bliver i stigende grad svært for os som fagbevægelse at forsvare de meget lempelige danske regler for at fyre og hyre med, at vi jo til gengæld har en god forsikringsordning i de danske dagpengeregler. For det har vi ikke.

Takster kan ikke komme langt nok ned
Jamen, det skal jo kunne betale sig at arbejde, siger de så. Igen og igen. Og så kan vi ikke bare give folk så mange penge, at de faktisk kan leve anstændigt, mener de. Og når vi sænker taksterne, siger de, så kan vi jo se, at flere får mere lyst til at tage jobs, de måske ikke ellers ville sige ja til på grund af beliggenhed eller andet.

Til det er der bare at sige: Det kan allerede betale sig at arbejde. Det kan det for langt, langt, langt de fleste. Det kunne det også før den sidste forringelse af dagpengene. Og det kunne det før den forringelse, der kom før den.

Men hvis taksterne skal så lavt ned, at CEPOS efter en måneds research ikke kan finde et enkelt eksempel på, at en person i en tænkt situation ikke kan få en flad femmer mere om måneden ved at tage et dårligt lønnet arbejde, end på dagpenge, så kan taksterne aldrig komme lavt nok ned.

Den danske model som valgtema
Og ja, det kan godt være, at ubehagelige og kummerlige økonomiske forhold kan tvinge nogle få til at tage et job, de måske ellers ville betænke sig ved at tage, men – surprise, surprise – det er faktisk lige præcis, hvad flexicurity og den danske model handler om:

I tider med økonomisk nedgang og arbejdsløshed sikrer dagpengene de forsikredes levestandard. Også selvom det måske betyder, at ikke alle bliver pisket lige hårdt til at tage et hvilket som helst job.

Til gengæld er de ansatte villige til at acceptere, at arbejdsgiverne har en udvidet ret til at hyre og fyre folk. Noget for noget, kalder vi det, der hvor jeg kommer fra. Men lige nu er den frygtelige sandhed bare, at den såkaldte danske model er i stykker.

Det er ikke noget for noget længere. Det er noget for næsten ingenting. Og det går ikke længere. Det burde være et af de helt store emner i den kommende valgkamp: Hvordan redder vi den danske model?

Det er nemlig ikke uden grund, at de er så glade for den ude i den store verden.