Høringssvar vedrørende fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop

FOA støtter op om muligheden for, at borgere i højere grad kan fravælge genoplivningsforsøg ved hjertestop. Der er alt for mange borgere, som genoplives eller forsøges genoplivet, selvom de ikke ønsker det. Det er uværdigt for borgeren, men også for de medarbejdere, som skal stå for genoplivningen, selvom de ved, at det er imod borgerens ønske.

FOA ser positivt på, at der nu etableres et register, som integreres med alle relevante fagsystemer, så sundhedspersonalet i den konkrete situation, hvor en borger falder om eller findes livløs, hurtigt kan tilgå informationen om, at genoplivningsforsøg er fravalgt.

FOA har dog også nogle væsentlige kritikpunkter eller opmærksomhedspunkter, som vi håber, at ministeriet og Folketinget vil forholde sig til.

1. Afklaring af sundhedspersoners ansvar

Det er positivt, at det står så klart i lovforslaget, at medarbejderne skal genoplive, hvis de er i tvivl, og at der kan være gode grunde til, at man ikke kan slå op i journalen (fx at der kun er én medarbejder til stede). Men sundhedspersoners ansvar bør beskrives endnu tydeligere. Her er to eksempler:

  • En medarbejder er kommet dagligt i borgerens hjem de sidste fem år. Borgeren har fravalgt genoplivning, hvilket står i journalen. En dag falder borgeren om, og medarbejderen kan ikke huske, om borgeren har fravalgt genoplivning. Da hun er alene med borgeren, kan hun ikke slå det op i journalen. Derfor gennemfører hun genoplivning. Borgeren klager bagefter over medarbejderen med det argument, at det burde medarbejderen kunne huske.

Konklusion: På baggrund af dette eksempel bør det efter FOAs opfattelse stå helt klart i lovbemærkningerne, at man ikke kan forvente af medarbejderne, at de kan huske et fravalg af genoplivning.

  • En borger falder om på et plejehjem. En medarbejder påbegynder genoplivning, mens en anden medarbejder skal finde oplysning om evt. fravalg af genoplivning i borgerens journal. Medarbejderen farer dog vild i journalsystemet, og får flere gange klikket forkert, måske pga. stress over den kritiske situation. Derfor finder medarbejderen først frem til oplysningen om, at borgeren har fravalgt genoplivning, da det er for sent, og borgeren er genoplivet.

Konklusion: Det bør stå i lovbemærkningerne, at medarbejderne også i denne situation har gjort det rigtige (genoplivet ved tvivl), selvom de teoretisk set kunne have undgået en genoplivning.

 

Læs hele høringssvaret