Lov om social service - anbringelsesreform

Indledningsvis skal Forbundet af offentligt ansatte udtrykke generel tilfredshed med de foreslåede ændringer. Vi kan tilslutte os lovændringerne, men har dog et par generelle og konkrete bemærkninger.
 
En stor del af de foreslåede ændringer opstiller nye mere præcise krav til kommunernes håndtering af anbringelsessagerne. Dette kan vi tilslutte os, men vi mener også lovgivningen skal være opmærksom på, om kommunerne har de nødvendige ressourcer og kvalifikationer til at udføre opgaverne. Det har tidligere vist sig, at opstramninger af lovgivningen på dette område ikke har haft den store effekt i kommunerne. Derfor håber vi, at der med de foreslåede ændringer, ikke alene sendes signaler til kommunerne om at øge kvaliteten i anbringelsessagerne, men at det rent faktisk også kommer til at ske.
 
Lovforslaget fokuserer primært på den forvaltningsmæssige del af indsatsen overfor børn og unge med problemer, her primært i forbindelse med anbringelsessager. Et andet væsentligt element i anbringelsessagerne, er kvaliteten af det arbejde der udføres på anbringelsesstederne.
 
Vi kunne ønske os, at der også lovgivningsmæssigt, blev stillet mere præcise krav til anbringelsesstedernes virksomhed.
 
Vi skal blot kort nævne, at der efter vor opfattelse, er et stort behov for at styrke sammenhængen mellem uddannelse, forskning og praksis. Anbringelsesstederne er generelt ikke gearet til, at opsamle de mange gode praksisrelaterede erfaringer og kompetencer, og via forskning og uddannelse, at videreformidle disse til deres kollegaer. Mindre projekter i KABU regi vil styrke området, men der mangler fokus på strategier, der i langt højere grad kan sikre et kvalitetsløft af selve anbringelsesforløbet.
 
Vi skal endvidere foreslå, at der ses nærmere på muligheden af at anbringe børn/unge i en vis årrække, med henblik på at sikre kontinuiteten i visse anbringelsesforløb.
 
I forbindelse med anbringelse af små børn - herunder nyfødte - af forældre med massive misbrugsproblemer, og f.eks. psykiske syge, er der i Københavns Kommune, delvist en tradition for, at disse anbringes i familiepleje, med henblik på at varetage deres behov for omsorg og kontinuietet.
 
I en del af disse sager, hvor der vurderes et behov for at overveje en tvangsadoption, skal vi i stedet foreslå, at der åbnes mulighed for at gennemføre en anbringelse i en vis årrække, således at såvel barnet som anbringelsesstedet har sikkerhed for at anbringelsesforholdet, ikke skal vurderes hvert år.
 

Konkrete bemærkninger:
 
Punkt 1: § 4,stk. 2
I forhold til bestemmelsen om at der skal udfærdiges en sammenhængende børnepolitik, vil vi gerne have præciseret, at dette bør ske i dialog og samarbejde med de lokale parter, herunder forældreorganisationer, institutioner (skoler/daginstitutioner m.v.) og de relevante faglige organisationer. Dette vil øge muligheden for, at børnepolitikken bliver konkret og handlingsrettet, og vil sikre et ejerskab for alle de parter der skal sikre udførelsen af politikken.
 
Punkt 10: § 40, stk. 5
Vi kan tilslutte os lovændringen, men kan have tvivl om, i hvilket omfang den vil få praktisk betydning. Det er positivt at der skal tages stilling til det videre forløb 6 måneder før den unge fylder 18, men vi kan frygte at det, blandt andet på grund af de administrative forhold i kommunerne, vil være vanskeligt at følge op på beslutningerne. Oftest vil indsatsen for en ung over 18 år, foregå i en anden forvaltningsenhed, end der hvor "børnesagen" blev behandlet, ligesom de unge oftest flytter, hvorfor vi kan frygte at "børneakterne" oftest ikke vil være tilgængelig i den nye handleenhed/kommune. Vi skal derfor foreslå at administrationen af denne nye bestemmelse, er et af de områder, som den kommende evaluering af reformen, herunder Ankestyrelsens praksisundersøgelser, vil være meget opmærksom på.
 
Punkt 13: § 49
Generelt mener vi ikke der er behov for at lave særskilte regler for netværksplejefamilier.
Vi skal gøre opmærksom på, at de sparsomme erfaringer med anbringelse i egen familie, peger på at der i disse anbringelsesforløb, også er behov for særlig støtte og supervision.
 
Vedr. de uledsagede flygtningebørn og unge, der i dag bliver anbragt efter § 64 i serviceloven, mener vi, at det ville være væsentligt bedre, såfremt de også kunne anbringes som en netværksanbringelse efter § 49, da de på den måde sikres et tilsyn.
 
De uledsagede børn som anbringes hos familie, bliver anbragt efter § 64 i Serviceloven. Dette betyder, at anbringelsen ikke er nogen foranstaltning og efter en godkendelse vil der ikke være noget lovpligtigt tilsyn med disse børn og unge. Det virker uhensigtsmæssigt, fordi nogle af disse familier har så mange egne problemer, og i visse situationer i virkeligheden heller ikke ønsker at få ansvar for en slægtning, at man med rimelighed kan sætte stort spørgsmålstegn ved, om disse familier er egnede til opgaven. Det kan f.eks. være hjemlandets forventninger til dem om at tage sig af en slægtning - som forvaltningerne/kommunerne har svært ved at sige nej til, da en anden anbringelse end hos familien, bliver opfattet som illoyalt overfor den kultur og traditioner, de repræsenterer.
 
Punkt 17: § 55, stk. 2
Den foreslåede præcisering af, at kommunen "mindst én gang om året" skal tale med barnet/den unge under besøg på anbringelsesstedet, er ikke tilstrækkelig, hvis kvaliteten i anbringelsessagerne skal forbedres. Vi forventer at kommunerne i dag har en tættere kontakt, - til såvel anbringelsessted, som de børn/unge der er anbragt der. Vi skal derfor foreslå at bestemmelsen ændres, således at kommunen skal tale med barnet/den unge mindst én gang halvårligt.
 
Punkt 42: § 62 a, stk. 6
Vi er enige i forslagets intentioner om at den unge, får mulighed for at bibeholde kontakten til et tidligere anbringelsessted, for eksempel i forbindelse med højtider m.v. Vi mener dog også at der er en risiko for, at bestemmelsen ikke vil have den store virkning, da der ikke i bemærkningerne er taget stilling til hvorvidt det er en ret den unge har, samt under hvilke rammer (herunder økonomiske) det skal foregå. Vi vil foreslå at det præciseres, hvorledes der kan indgås aftaler, såfremt den unge og anbringelsesstedet ønsker at opretholde kontakten.
 
Punkt 44, § 122
Det bør måske præciseres, at der i forhold til en afgørelse om, at et barns anbringelsessted skal ændres på baggrund af, at forældremyndighedsindehaveren ikke kan samarbejde med anbringelsesstedet, altid skal tages specielt hensyn til barnets tarv. Barnet kan jo have det rigtigt godt i døgninstitutionen/plejefamilien. Barnet må således være i centrum.
 

Ruth Nielsen
Sektorformand
FOA Pædagogisk sektor