Pressemeddelelse

FOA og Socialpædagogerne: Styrket tilsyn er et skridt på vejen

Det er meget positivt, at socialministeren vil tilføre muskler til tilsynet, der skal sikre kvaliteten på socialpædagogiske opholdssteder. Men der er behov for lovændringer på området, mener FOA og Socialpædagogerne.

Socialtilsynet skal have flere muskler, der skal tilføres flere midler og tilsynet skal styrkes i forhold til at gennemskue den økonomiske konstruktion hos private bo- og opholdssteder. Det fortæller børne- og socialminister Mai Mercado her til morgen.

Et vigtigt skridt på vejen mod at sikre kvaliteten for de borgere, der er placeret på tilbuddene, men der skal mere til, mener både Socialpædagogerne og FOA.

”Vi har set eksempler på opholdssteder, der bygger virksomheder eller koncerner op med ét formål: At tjene så mange penge som muligt på at drive opholdssteder for nogle af de svageste i samfundet. Der er brug for ændringer på området, for at undgå den slags spekulation på bekostning af borgerne, og det kan ske ganske få justeringer af lovgivningen” siger næstformand i FOA Thomas Enghausen

FOA og Socialpædagogerne foreslår, at ministeren henter inspiration fra blandt andet friskoleområdet, hvor der er klare regler for virksomhedsstrukturer.

”Ministeren lægger op til transparens omkring de økonomiske forhold. Det er vigtigt. Men der skal også stilles krav til, hvordan selskabskonstruktionerne kan være. Den sammenblanding, hvor man ejer, leder og bestyrelsesformand, går ikke.  Og så må vi sikre, at det overskud, der måtte være, går til den sociale opgave, der skal løses -  og ikke i ejernes private lommer,” siger formand for Socialpædagogerne Benny Andersen.

Der er også behov for lovændringer, så Socialtilsynet ikke er underlagt afgørelser, der begrænser tilsynets handlemuligheder, som Fagbladet FOA netop har dokumenteret.  Et område, som børne- og socialministeren nu har sagt, at hun vil kigge på.

”Det er helt grundlæggende uholdbart at lovgivningen er en hindring for, at tilsynet kan træffe faglige, professionelle beslutninger, som har til formål at sikre børn og unge den bedst mulige opvækst,” siger Thomas Enghausen.

Derudover bør der, for at sikre den rette kvalitet, indføres krav til personalets faglighed og uddannelse.

”Det er dét, der sikrer, at børnene får den chance, de fortjener. Derfor må vi have helt præcise krav til uddannelse og personalesammensætning for, at man overhovedet kan blive godkendt som socialpædagogisk opholdssted. Det må være slut med, at man kan komme direkte ind fra gaden og oprette tilbud og opholdssteder til udsatte borgere. Det er viden, kompetencer og uddannelse, som er afgørende,” siger Benny Andersen.

Læs FOAs forslag til, hvordan vi sikrer et socialt tilbud med mindre fokus på profit og mere på kvalitet.

Læs også Socialpædagogerne og FOAs kronik om en begrænsning af profitten på velfærd​

 

Kontakt

Thomas Enghausen, telefon: 30 71 75 97

Hent billede i høj opløsning