Pressemeddelelse

Ansatte sikres løn for erfaring i nyt kost og service-forlig

Ud over et mærkbart lønløft og højere pension vil rengørings- og husassistenter fremover være sikret at få overført deres anciennitet, når de skifter job, fortæller en særdeles tilfreds sektorformand fra FOA.

En årelang indsats, for at sikre ansatte i FOAs Kost- og Servicesektor anerkendelse af deres erfaring og kvalifikationer, er nu lykkedes. Det ligger i de nye forlig, som netop er indgået med både kommunerne og regionerne, og som formanden for sektoren, Gina Liisborg, generelt kalder for "flotte forlig".

"Vi har længe kæmpet for, at vores medlemmer får deres anciennitet med sig, når de skifter arbejde imellem og på tværs af kommuner og regioner. Indtil nu er man startet forfra på den laveste grundløn, selv om man kom med 20 års erfaring. Men selvfølgelig skal man anerkende værdien af alle de kompetencer, folk bringer med sig, når de har været i faget i flere år. Så det er et rigtig vigtigt resultat af forhandlingerne," siger Gina Liisborg.

Ordningen indfases over en femårig periode, sådan at anciennitet opnået fra 1. april 2019 og fremefter tæller med, og fra april 2021 vil de første kunne få deres kvalifikationsløn for to års ansættelse overført ved jobskifte.

Forliget med kommunerne, som konkret dækker rengøringsassistenter, husassistenter, erhvervsuddannede serviceassistenter og ufaglærte med arbejde inden for rengøring og køkken - som også organiseret i 3F - indeholder desuden et tillæg til grundlønnen på 467 kr. årligt og en forøgelse af pensionen fra 13 procent til 13, 2 procent. Disse stigninger ligger ud over de generelle lønstigninger på 6,81 procent.

For de regionalt ansatte - det vil sige uddannede serviceassistenter, servicemedarbejdere- og serviceassistenter ved sygehuse i regionerne samt husassistenter - stiger grundlønnen med 1.207 kr. årligt.

Gina Liisborg glæder sig samtidig over, at medlemmerne i Kost- og Servicesektoren nu også tilgodeses af de særlige lavt- og ligelønspuljer, der er aftalt i de generelle forlig. Det betyder nemlig, at der i alt er afsat 2,1 millioner til kommunalt ansatte, der medfører et tillæg på 301 kr. om året til alle på løntrin 20 og opefter.

Samtidigt får alle på løntrin 11-19 hvert år 515 ekstra kroner i lønposen fra lavtlønspuljen. Den tilsvarende pulje på det regionale område udgør ca. 3millioner kroner. Med det gives der et årligt tillæg på 557 kr. til alle på løntrin 20 og opefter fra ligelønspuljen, mens lavtlønspuljen sikrer alle på løntrin 11-19 727 kr. ekstra.

"Vi er glade for, at vi er blevet tilgodeset i de puljer. Særligt inden for vores sektor, er der behov for at rette op på det lønefterslæb, vi ser inden for kvindedominerede fag," siger sektorformanden.

Såvel grundlønstillæg og puljetillæggene vil gælde fra 1. april 2019.

Også for elever i KL er der udsigt til en lønstigning, både for elever over og under 18 år på mellem cirka 250 til 500 kroner om måneden alt efter elevens alder og studielængde.

Overenskomsterne - og de indbyggede generelle lønstigninger - vil gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. april i år, hvis aftalerne godkendes af medlemmerne ved urafstemning, som foregår frem til den 4. juni kl. 10.

Kontakt

Sektorformand Gina Liisborg, telefon: 20 48 49 35

Hent billede i høj opløsning