Pressemeddelelse

Økonomiaftalerne holder ikke ulven fra døren

Regionerne og kommunerne har kæmpet bravt i forhandlingerne med Finansministeriet, men desværre kom de ikke helt i mål. Aftalerne er ikke gode nok til at bevare velfærdsniveauet, mener FOA.

"De næste år får vi flere ældre og flere børn, det sætter velfærdssamfundet under pres. Desværre tilfører de nye økonomiaftaler ikke penge nok til at fastholde velfærdsniveauet. Det kommer både borgere og ansatte til at mærke," siger Mona Striib, formand for FOA.

"Aftalerne er bedre end sidste år, den ros skal begge parter have, men jeg må lige minde om, at vilkårene allerede er barske for både borgere og ansatte i Danmark, og at det derfor havde været på sin plads, hvis vi havde fået en forbedring af velfærden; og ikke, som med kommuneaftalen, noget der ligner en nedskæring på en halv milliard," siger hun.

Kommunerne har i 2019 brug for omkring 1,7 mia. kr. ekstra til offentlig velfærd i forhold til 2018, hvis udgiften per borger, og dermed velfærdsniveauet, skal holdes uændret. Det skyldes alene befolkningsudviklingen med både flere ældre og flere børn. Dertil kommer, at regeringens moderniserings- og effektiviseringsprogram betyder, at kommunerne på forhånd skal spare 0,5 mia. kr. i 2019.

Kommuneaftalen indeholder ganske vist på papiret en stigning på den såkaldte serviceramme service på 1,7 milliarder og 600 mio. kr. frigjorte midler til kommunal velfærd, men de tal holder ikke ifølge FOAs beregninger.

"Først har regeringen taget 0,5 milliarder fra kommunerne gennem regeringens moderniserings- og effektiviseringsprogram, dernæst har de fået 1,7 mia.kr. Og så får kommunerne "lov til at beholde" resten af de 0,5 mia.kr. fra deres egne effektiviseringer. Ifølge vores beregninger betyder det, at kommunerne reelt får tilført 1,2 milliarder kroner, det er en halv milliard fra det nødvendige, hvis vi skal beholde det nuværende velfærdsniveau" forklarer Kasper Manniche, cheføkonom i FOA.

FOA mener, at regeringen burde afskaffe det såkaldte moderniserings- og effektiviseringsprogram, som betyder, at kommunerne årligt skal effektivisere for 1 mia. kr. i kommunerne frem mod 2020.

"Den aktuelle økonomiaftale demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at programmet blot betyder rullende nedskæringer, og det er, ligesom det nu afskaffede 2 procents effektivitetskrav på sundhedsområdet, en trussel mod kernevelfærden" mener Mona Striib.

"På den positive side, så er vi glade for at KL og Finansministeriet er enige i behovet for en ny flerårig aftale for social- og sundhedsuddannelserne. Det er en anerkendelse af, at vi har behov mange flere hænder på social- og sundhedsområdet, men vi er meget skuffede over at de flere hundrede millioner kroner, som var afsat til efter- og videreuddannelse af faglærte og ufaglærte tilsyneladende er forsvundet i den blå luft." siger Mona Striib

Kommuneaftalen kommer i kølvandet på en aftale mellem regeringen og regionerne, som heller ikke løser de akutte problemer sundhedsvæsenet står overfor.

"Det er positivt, at effektivitetskravet er væk, og at der bliver givet lidt til psykiatrien, men der er langt fra penge nok, hvis man vil løse de problemer med lav bemanding og nedslidning, som vi kæmper med, for slet ikke at tale om at udvikle og forbedre sundhedsvæsenet," siger hun.

FOAs formand havde gerne set, at regeringen havde udnyttet muligheden for at udvikle den fælles velfærd.

"Samfundsøkonomien går godt efter en række sløje år, så nu er der mulighed for at genoprette velfærden i kommuner og regioner. Den mulighed har man desværre ikke grebet med økonomiaftalerne for regioner og kommuner," siger Mona Striib.

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning