• Læs op
• Udskriv

Men her er byggesættet ikke sammensat af små bevægelige dele af plast og metal, som kan sættes sammen til nye huse, biler, kraner eller noget fjerde. Her består byggesættet af rigtige mennesker og virkelige institutioner. Det er borgere med udfordringer og personale, der prøver at hjælpe dem, som pludseligt bliver samlet op og skruet sammen på en ny måde, som måske og måske ikke, kan komme til at fungere. På kasserne ved siden af ham, som han sidder der på gulvet, står der kommunalreform og sundhedsreform 1 og 2 og 3 og så videre.

Jeg blev mindet om den underlige tilbagevendende drøm forleden, da jeg læste et stort opsat interview med Lars Løkke Rasmussen i Avisen Danmark, hvor Moderaternes formand uden megen omsvøb varslede en grundlæggende omkalfatring af den skandinaviske velfærdsmodel. Han var i gang med at skille alle elementerne fra hinanden, og se, om han kunne komme på en måde at få det hele til at fungere på. I fremtiden skal vi have brugerbetaling på en række velfærdsydelser, lyder det fra den tidligere indenrigs- og sundhedsminister og nuværende udenrigsminister. Han varsler, at de fundamentale ændringer af samfundet kommer, førend vi tror. For det hele haster, må vi forstå.

Jeg ved ikke, hvad det er for en åbenbaring, der pludseligt har fået Lars Løkke på banen med krav om endnu en omgang grundlæggende reformer. Han nævner selv økonomien og nødvendigheden af et stigende serviceniveau og faren for, at vi bliver delt i to grupper: dem, som selv har råd til at betale for ekstra sundhedsydelser, og dem, som må nøjes med tilbuddet fra det offentlige. Og så spiller man hasard med tilliden til velfærdssamfundet, mener han.

Man kunne indvende, at hans løsning frem for at spille hasard med velfærdssamfundet, simpelthen bare er at nedlægge det med det samme. Det bærende princip i vores velfærdsmodel er jo, at borgerne har ret til visse centrale ydelser, netop fordi hun eller han er borger. Og at de ydelser er gode nok til, at borgeren ikke er afhængig af private velfærdsforsikringer eller civilsamfundets hjælpeorganisationer.

Men det er faktisk ikke det største problem med Lars Løkke store vision. Problemet er, at han overser de reelle problemer vores velfærdssamfund har, mens han forstærker problemer, vi ikke har. Skal man tro på Lars Løkke, så har vi simpelthen ikke råd til en universel velfærd i fremtiden. Men hvad er det lige for nogle problemer, vi står med om 60 år? Det er i hvert fald ikke økonomien. Uanset hvem man lytter til, er vi på vej mod kæmpestore årlig overskud på de offentlige finanser frem til næste årtusinde. Og så sent som forleden hævede Finansministeriet deres vurdering af råderummet med 16 mia. kr. om året. Og fremskrivningen af de offentlige finanser tager netop højde for velstandsudviklingen.

Det, vi derimod har brug for, er flere hænder og mere faglighed. Vi har brug for en ældrepleje, der sætter den enkelte borger og hans eller hendes behov i centrum. En ældrepleje hvor de ansatte får lov til at bruge deres faglighed, og hvor flere derfor får lyst til at arbejde.

Og her er den gode nyhed, at vi allerede er i gang. Sammen med regeringen. De seneste år har vi fra medarbejder side sammen kommunerne, Ældresagen og regeringen arbejdet med at forny og forbedre ældreplejen med udgangspunkt i små selvkørende teams, hvor vi dropper unødig bureaukrati og afkorter vejen fra tanke til handling.

Så kære Lars Løkke, pak nu det store Meccano-sæt sammen og lyt til de mange dygtige mennesker, der dagligt knokler på området. Også dem, der arbejder i din egen regering. Og lad os komme videre med det vigtige arbejde, der allerede er i gang. Vi er nemlig godt på vej.

Bragt i Avisen Danmark, den 28. maj 2023