Det haster med at stoppe den negative spiral på det specialiserede socialområde

Problemerne på det specialiserede socialområde er alvorlige og gør hver dag livet vanskeligere for nogle af samfundets mest udsatte. Derfor er det en hastesag for den nye regering at genoptage arbejdet for forbedringer.

De bunkes sammen i botilbud på tværs af diagnoser. De visiteres til og fastholdes i de forkerte støttetilbud, som ikke er gearet til at hjælpe dem bedst muligt. Nogle af dem har enten selv, eller også har deres bofæller, et misbrug, som skaber et utrygt og konfliktfyldt miljø for både beboere og ansatte.

Disse problemer gennemsyrer mange steder den indsats, vi ellers som samfund skulle stille med for at give nogle af vores mest udsatte borgere en tryg og værdig tilværelse.

Afbrudt af folketingsvalget

At der er behov for markante forbedringer af hele det specialiserede socialområde er kendt og anerkendt stof – også for landets politikere. Alligevel har det haltet med konkret handling.

Først ventede vi længe på en storstilet evaluering af det specialiserede socialområde, som social- og ældreminister Astrid Krag (S) satte i værk. På baggrund af evalueringen udformede den forrige regering så udspillet Et liv med ligeværdige muligheder’.

Planen skulle løfte området, blandt andet ved at sikre at borgerne igen kan blive mødt med tilbud, som rent faktisk er specialiserede i at tage sig af borgere med netop deres handicap, sygdom eller misbrug. En specialisering, som i øvrigt er en forudsætning for, at den nyvedtagne psykiatriplan bliver understøttet.

Men forhandlingerne om udspillet kom aldrig i gang, før valget blev udskrevet og emnet dermed sparket til hjørne.

Nuvel. Det gælder alle politiske sager, at de bliver sat i bero, når der udskrives og afholdes folketingsvalg. Men imens er hverdagen og alle de udfordringer, der følger med et ringe fungerende system, fortsat for dem, der lever med sygdom, handicap, angst, autisme, spiseforstyrrelser, misbrug og andre svære tilstande.

Den politiske stilstand, vi har oplevet de seneste måneder, kan altså i praksis have forværret tilstanden for samfundets mest sårbare.

Nu står vi så med et nyt regeringsgrundlag mellem hænderne. I det nævnes i en kort passage, at regeringen vil »indføre specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet« – et tiltag, som det haster med at føre ud i virkeligheden.

Borgere ender i forkerte tilbud

For lige nu går det den gale vej med områdets udvikling. Det har det gjort, lige siden strukturreformen flyttede ansvaret for den specialiserede socialindsats fra datidens amter til kommunerne. Det har ført til en gevaldig afspecialisering af de tilbud, borgerne placeres i.

For når kommunerne selv skal bekoste behandling eller støtte, har de tendens til at vælge et tilbud, de selv har på hylden. Også selv om de ikke rammer rigtigt i forhold til borgerens behov. Det er nemlig ofte det billigste, mens det rette – men dyrere – tilbud ligger i en anden af landets kommuner, i regionen eller i privat regi.

At det for borgerne betyder, at de havner i tilbud, som ikke er de rette for dem, viser en undersøgelse, som FOA har gennemført blandt omkring 2.000 medlemmer, der arbejder inden for området.

Helt konkret angiver 84 procent af de ansatte, at deres arbejdsplads modtager borgere, den ikke er rustet til at håndtere, eksempelvis borgere med dobbeltdiagnoser. Det vil sige borgere med både psykiatrisk lidelse og misbrug.

Det er ikke kun et svigt af den borger, som er fejlplaceret. Det er også et svigt af de øvrige beboere i et botilbud, for det kan skabe utrygge og endda voldelige episoder, som kan gå ud over dem – og ikke mindst personalet.

Den negative spiral forstærkes af, at der i disse år kommer flere sårbare og udfordrede borgere til, som har brug for specialiseret støtte.

For den nytiltrådte regering ligger her altså en kritisk hasteopgave at løse: At sikre nogle af de mest sårbare iblandt os, at de bliver visiteret til de rette tilbud med de rette kompetencer, så vi sikrer dem et værdigt liv og giver de ansatte de rette rammer til at bruge deres faglighed til gavn for borgerne.

Kim Henriksen er sektorformand for Pædagogisk Sektor i FOA

Vinni Jakobsen er sektornæstformand for Social og Sundhed i FOA

Bragt i Dagbladet Information 29. december 2022.