• Læs op
• Udskriv

Et stigende antal mennesker lever i dag med en eller flere kroniske sygdomme. Det er ikke kun et problem for den enkelte, det er også en væsentlig udfordring for fællesskabet. I 2015 stod halvdelen af de multisyge i den arbejdsdygtige alder varigt uden for arbejdsmarkedet.

Og der er stor forskel på, hvem af os der bliver ramt. Personer med korte uddannelser, en dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet og lave indkomster bliver ikke kun oftere syge, deres sygdomme bliver også opdaget senere, og deres forløb er ofte mere komplekse. Kortuddannede bliver mere syge og dør ca. 6 år tidligere end dem, der har længere uddannelser.

Det er den virkelighed, vi har brug for at gøre op med. Hvis vi skal lykkes med at forbedre sundheden for især mennesker i sårbare positioner, som måske også kæmper med sociale udfordringer, skal vi tænke sundhed på en ny og bredere måde.

Vi bliver ikke lige sunde af, at alle får det samme tilbud. Derfor skal vi både gøre mere og gå nye veje for at få flere med. Borgere i sårbare positioner og med flere samtidige kroniske sygdomme kan have det svært i det danske sundhedsvæsen. I en tid, hvor flere får kroniske sygdomme, er der et stort behov for mere sammenhæng og sundhedskompetence, så vi bedre kan rumme borgernes forskelligheder.

Derfor er vi en række organisationer og institutioner, som er gået sammen om en national konference om ulighed i sundhed, som skal bidrage med handlingsorienterede anbefalinger og fungere som et opråb til politikere, ledere og sundhedsprofessionelle.

Øget lighed i sundhed kræver, at nogle får mere støtte, mens andre får mindre alt afhængig af det individuelle behov. Vi er nødt til at behandle folk forskelligt for at skabe mere lighed i sundhed. Derfor skal der gives plads til differentierede forebyggelses- og behandlingsforløb.

Det kræver sundhedskompetente organisationer, der har tilstrækkelige faglige og koordinerede kompetencer hos de sundhedsprofessionelle. Herunder et øget fokus på, at standardtilbuddet inden for behandling ikke altid hjælper de mest sårbare borgere bedst. Dette kræver ud over kompetencer også fagligt handlerum.

Brugerinvolvering kræver omtanke
Brugerinvolvering er et af tidens ’buzzwords’. Alle er enige om, at brugerinvolvering er et nødvendigt, frugtbart, effektivt og etisk forpligtende princip. Men hvad nytter det, hvis man gennem kulturelle og sproglige forskelle opbygger og fastholder en række barrierer mellem borgere og sundhedsvæsen. Det rammer i særdeleshed borgere i sårbare positioner og er med til at øge uligheden.

Borgere i sårbare positioner skal ses som en del af løsningen. Der må i sundhedsvæsenet sikres tilstrækkelig tid og tryghed, til at patienten kan fortælle sin historie, bekymringer og symptomer som udgangspunkt for optimal behandling.

Vi skal kommunikere på et sprog og en facon, der betyder, at skjulte sygdomsbyrder, uklare patientpræferencer og truende sårbarheder bringes frem og gøres til en del af løsningen. Generelt skal vi turde spørge, hvad der er vigtigt for borgeren.

Civilsamfundet er en vigtig medspiller
Hvis vi for alvor skal tage hånd om de udfordringer, borgere i sårbare positioner står over for, kan civilsamfundet spille en stor rolle. Civilsamfundsorganisationer kan bidrage med vigtig praktisk støtte og omsorg, aktive fællesskaber samt rådgivning og viden, der tager udgangspunkt i målgruppens levede erfaringer.

Civilsamfundet kan hjælpe i borgernes møde med sundhedsvæsenets institutioner, hvor mange står uden støtte og netværk i hverdagen. Det kræver udvikling af en national strategi for et stærkere samarbejde mellem civilsamfund og sundhedsvæsen.

En strategi, der skal sikre, at civilsamfundets potentiale bringes mere i spil over for målgruppen.

Fra regering og folketing er der allerede sat fokus på den nødvendige udvikling af sundhedssystemet.

En robusthedskommission ser på, hvordan vi bedst bruger sundheds- og plejepersonalets ressourcer. Regeringen har samtidig nedsat en strukturkommission, der skal endevende den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet og blandt andet nedbringe uligheden i sundhedsvæsenet, både geografisk og socialt.

Det er alt sammen både godt og nødvendigt. Hvis ikke alle udvalgene og kommissionerne for alvor tager højde for og fat på et reelt opgør med uligheden i sundhed, så risikerer vi, at det hele bliver for ingenting. Derfor er der behov for, at vi alle går sammen om at løse opgaven – regioner, kommuner, Christiansborg, sundhedsprofessionelle og civilsamfund.

Med konferencen om ulighed i sundhed ønsker vi at præsentere og debattere en række konkrete anbefalinger, som kan være med til at sætte fart i arbejdet.
For at sikre borgerne mere lighed i sundhed, skal vi behandle borgerne forskelligt - det vil vi gerne være med til at sikre.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 7. februar 2023