Lad os uddanne indvandrere til arbejdsmarkedet

Nye uddannelsesveje i AMU og erhvervsuddannelserne kan give arbejdsgiverne den arbejdskraft, de hungrer efter - og ikke mindst flere kollegaer.

Tusindvis af indvandrere er i dag ledige, fordi de aldrig har lært ordentlig dansk. De har derfor aldrig fået tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er brandærgerligt, fordi både offentlige og private virksomheder i øjeblikket oplever stor mangel på arbejdskraft, og fordi rigtig mange indvandrere gerne vil i arbejde men mangler sproglige og faglige kompetencer til at kunne begå sig på det danske arbejdsmarked.

78.000 fuldtidsbeskæftigede - så mange flere kan være på det danske arbejdsmarked hvis ikke-vestlige indvandrere og efterkommere arbejder lige så meget som personer med dansk herkomst i 2025. Her er altså en mulighed for at øge arbejdsudbuddet med syv gange så mange, som Arne-pensionen formodentlig vil trække ud af arbejdsmarkedet.

Derfor mener vi, at alle har en interesse i at give mange flere indvandrere muligheder for at få de faglige og sproglige kompetence, der er vejen til jobs på en overenskomstmæssig løn, som man kan leve af.

Det kræver en markant investering i både AMU-systemet og erhvervsuddannelserne.

Kultur og værdier
Konkret foreslår vi, at der oprettes særlige integrationsspor i både AMU-systemet og på erhvervsuddannelserne.

For de kortere forløb I-AMU-systemet foreslår vi en uddannelsesretning, der er målrettet sprog og faglige kompetencer på områder med gode beskæftigelsesmuligheder - en Integrations-AMU. Kursisterne skal lære om kultur, normer og værdier på en dansk arbejdsplads. De skal have en faglig og sproglig uddannelse i konkrete arbejdssituationer, hvor kursisten lærer fagtekniske udtryk eller henvisninger til fagtekniske operationer sammen med de danske sprog. Og AMU-udbyderne skal sammen med jobcentre og andre også hjælpe kursisterne til at få ordinære job.

Mange af de fag, der især råber på flere faglærte og vil råbe endnu højere i fremtiden, når de store årgange går på pension. Mange indvandrere har de faglige forudsætninger for at komme i gang med en faglært uddannelse, men mangler kompetencer i det danske sprog.

Derfor foreslår vi en Integrations-EUD, hvor kompetencer i dansk sprog kan blive en del af en erhvervsuddannelse Det kan fx være i form af danskundervisning integreret med den fagrettede undervisning og mere tid til sproglig træning under hele uddannelsen. En Integrations-EUD er dermed mere ambitiøs end den kendte IGU. Vi skal have flere faglærte, fordi store årgange går på pension i årene frem, og der bliver særligt behov for flere faglærte på det danske arbejdsmarked.

Vi skal investere i, at alle får de nødvendige kompetencer til selv at tjene til livet. Det er et godt alternativ til at sende folk i 37 timers nyttejob. Integrationsuddannelser som I-EUD og I-AMU er målrettede investeringer, som vil løfte mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ud af ledigheden og ind på arbejdsmarkedet. Det har vi brug for både i den offentlige og den private sektor. Det er win-win, lad os komme i gang så hurtigt som muligt!

Bragt i Frederiksborg Amts Avis, den 28. marts 2022