Læger og FOA: Større ansvarsdeling mellem sygeplejersker og læger vil kun skabe forvirring

At sygeplejersker skal kunne ordinere blodprøver og dermed får større ansvar for patientforløbet vil kun skabe forvirring. Ansvaret skal fortsat ligge hos lægen, skriver Camilla Noelle Rathcke og Torben Klitmøller Hollmann.

Da statsministeren holdt sin åbningstale i Folketinget i oktober, havde hun helt rigtigt fokus på manglende fleksibilitet i sundhedsvæsenet.

Hun nævnte et konkret eksempel fra plejehjem, hvor rigide regler i den kommunale pleje står i vejen for, at personale på plejehjemmet kan give en ældre herre en Panodil, hvis han har ondt. Vi er enige med statsministeren: Sådanne regler giver ikke mening.

Regeringen spillede før påske så ud med deres bud på en sundhedsreform. Blandt forslagene i reformen var blandt andet, at sygeplejersker på plejehjem nu selv skal have mulighed for at iværksætte visse undersøgelser og behandlinger, som i dag af faglige årsager kun kan foregå på delegation af en læge.

Eksempelvis vil regeringen, at sygeplejersker skal kunne ordinere blodprøver på egen hånd og uden at inddrage patientens læge. Dette forslag er desværre et vildspor. 

Det vil føre til uklar ansvarsfordeling og forviklinger, tidsspilde, og at der eksempelvis tages unødvendige blodprøver på plejehjemsbeboere. Det er indlysende problematisk for patientsikkerheden.

Problemer skal løses klogt
Vi anerkender og kvitterer for ambitionen om at fjerne unødigt bureaukrati i sundhedsvæsenet. At gøre op med "panodilproblemet" kræver heldigvis kun, at kommunerne har medicinskabe, at sygeplejerskerne gives adgang til det Fælles Medicinkort, så de kan registrere håndkøbsmedicin, der gives, og at der rent faktisk laves kommunale retningslinjer for, hvordan det skal håndteres.

Den problematik har til gengæld intet med selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker at gøre, og vi må fra FOA’s og Lægeforeningens side advare mod, at regeringens forslag bliver til virkelighed. Hvis der skal ændres i en eksisterende behandling eller sættes en ny i gang, er det vigtigt, at lægen som ansvarlig behandler har det fulde billede.

Der er med andre ord en væsentlig forskel på at tage en blodprøve og det at vurdere behovet for at den overhovedet skal tages og efterfølgende tage stilling til resultaterne af en den. Derfor er det vigtigt, at det er lægen, der fortsat er tovholder på udredningen og behandlingen af patienterne. Det er centralt for plejehjemsbeboernes patientsikkerhed.

Løsningerne findes allerede
Derfor giver det også rigtigt god mening at lave flere aftaler om lægelig delegation af opgaver til social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og sygeplejersker med videre, som vi allerede gør i stor udstrækning i dag.

Der er nemlig meget vide rammer for, hvilke opgaver sygeplejersker og andre allerede kan varetage på delegation fra en læge. Eksempelvis blodprøvetagning og meget andet.

Herudover kunne en simpel løsning som at etablere medicinskabe til for eksempel håndkøbsmedicin på plejehjemmene være en afgørende hjælp. Ligesom sygeplejersker skal have adgang til det Fælles Medicinkort, så de kan registrere medicin, de administrerer.

Disse forslag vil netop give den fleksibilitet, som regeringen efterlyser – og uden at skabe unødig forvirring om og ansvarsdeling i patientens forløb; ansvaret bør fortsat samlet ligge hos lægen.

Det tager vi fra FOA’s og Lægeforeningens side meget gerne en dialog med regeringen om. For problemerne i sundhedsvæsenet skal løses klogt til gavn for patienterne.

Bragt i Altinget, den 2. maj 2022