• Læs op
• Udskriv

Forhandlingerne om sundhedsvæsenets økonomi er i fuld gang. Det burde i sig selv være gode nyheder for os, der til daglig arbejder med at styrke og pleje befolkningens helbred. Der er nemlig fokus på sundhed i Danmark.

På Christiansborg sidder de fleste toneangivende partier og politikere og skal blive enige om en sundhedsreform, der skal forbedre og udbygge vores fælles sundhedssystem. Der er mange ny, velmenende og omfattende forslag til noget, der vil gøre sundhedsvæsenet bedre én gang for alle – og i en fart. Vejen frem er nærmest brolagt med gode intentioner.

Hvorfor ser vi så ikke frem til afslutningen af forhandlingernes om sundhedsvæsenets økonomi med optimisme og fortrøstning?

Fordi sporene skræmmer. Uden penge til at bakke de gode intentioner op ender den vej i en blindgyde. Sundhedsvæsenets økonomi overskygges af sikkerhed og klima, og regeringen har meldt ud, at de forventer den strammeste økonomiaftale i flere år.

Ingen sammenhæng mellem opgaver og midler
Det er skræmmende læsning, når sandheden er, at sundhedsvæsenet allerede er underfinansieret. Siden finanskrisen er væksten i aktiviteter steget, mens sundhedsudgifterne ikke har kunnet holde trit.

Tallene taler for sig selv. I 00'erne voksede sundhedsudgifterne med 2,5 procent om året. Årtiet efter faldt det tal til en procent om året. Opgaverne derimod steg markant i samme periode: Antallet af kontakter steg med 20 procent i det somatiske sygehusvæsen og 38 procent i det psykiatriske sygehusvæsen. I samme periode voksede antallet af ansatte på sundhedsområdet i regionerne kun med 12 procent.

Fra 2019 til 2022 er sundhedsområdet blevet tilført 1-1,5 milliarder kroner om året. Samtidig har de skullet levere effektiviseringer og besparelser på mellem 500-700 millioner kroner årligt ved blandt andet teknologibidrag, indkøbsbesparelser og færre konsulenter.

Penge og personale er ganske simpelt ikke fulgt med ambitionerne. Og det mærker vi i dag. Personalet er presset ud over det yderste, og borgerne mærker det dagligt, når de møder systemet.

Og for dem, der er så heldige at have helbredet i orden, er det blot at tænde for nyhederne, for at høre historier om, hvad der kan ske, når sundhedsvæsenet ikke kan følge med, og fejl bliver resultatet. Det slider på tilliden og opbakningen til vores fælles sundhedsvæsen.

Vejen til helvede er brobelagt med gode intentioner
Regeringen har meldt ud, at pengene skal følge med, når vi bliver flere ældre og børn, og vi lever længere. Det var essensens i den velfærdslov, som ikke kan samle et flertal i Folketinget, selv om de fleste partier siger, at de sådan set støtter intentionerne bag. Desværre er det meget langt fra behovet kun at følge demografien - og i skærende kontrast til politikernes gaveiver.

Det demografiske udgiftspres udgør cirka en procent om året. Det svarer til, at der er behov for at tilføre sundhedsvæsenet i regionerne cirka en milliarder kroner ekstra om året alene som følge af befolkningsændringer.

Der er derudover behov for at tilføre cirka en procent yderligere – det vil sige i alt to procent - hvis man skal følge med velstandsudviklingen, nye behandlinger og ny medicin. Altså hvis borgerne skal forvente lige så gode behandlinger i fremtiden som i dag, og man samtidig skal følge med tiden, når der kommer nye behandlingsmetoder og medicin med videre.

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, siger man. I hvert fald hvis de gode intentioner ikke bakkes op af de nødvendige midler til at føre dem ud i livet. Nu venter og håber vi på, at regeringen og regionerne når frem til et resultat, der lever op til de gode intentioner – og kan sikre et sundhedsvæsen, som både politikere, personale og befolkningen kan være stolte af.

Bragt i Altinget, den 20. maj 2022