Forfængelighed skal ikke være bestemmende for ældreplejens kvalitet

Tværfaglige teams i ældreplejen er den ideelle organiseringsform for borgere og samfundet. Derfor er det afgørende, at den enkelte faggruppes forfængelighed ikke står i vejen for ældreplejens samlede kvalitet, skriver Torben Hollmann, sektorformand hos FOA.

Arbejdet med at skabe en ny ældrelov og reelt forny området er i fuld gang. Regeringen har nedsat en hel række rådgivende paneler, arbejds- og ekspertgrupper, som er fyldt til randen med interessenter og eksperter på området, der hver har deres helt egen indgangsvinkel til stoffet - og hver deres kæphest, kunne man også sige.

Det er et godt udgangspunkt, men ikke ufarligt. Hvis vi virkelig skal lykkes med at udvikle og omforme ældreomsorgen i Danmark, kræver det, at vi alle er i stand til at lægge vores egne snævre interesser til side og turde se med friske øjne på styringsmodel, økonomi, organisering, tilsyn og retskrav på mange flere aspekter af ældreplejen.

En ny retning kræver mod og visioner. En ny ældrelov kan ikke skabes i en kamp mellem interessegrupper og politikere, der diskuterer, hvilke krav eller regler der skal fastholdes, og hvilke der skal slettes i den nuværende lovgivning. Vi vil gerne tage statsministeren på ordet, når hun siger, at vi skal starte forfra med en ny ældrelov.

Tværfaglig organisering
Den faglige kvalitet skal i fokus, og vi skal sikre, at borgerne får pleje på højt niveau. Skal man sikre borgeren det, skal medarbejderne kende borgeren, men de skal også se borgeren psykisk, fysisk og socialt. Det kræver, at man kigger på borgeren tværfagligt, at man ser borgeren med den faglighed, man har med sig, så man sikrer, at borgeren får den pleje og behandling, de har brug for.

Det kræver, at både at sygeplejersken, ergoterapeuten og social- og sundhedshjælperne byder ind med deres faglighed. 

Den pointe understreger Vive, som har designet og gennemført en analyse af organiseringen af den kommunale hjemmepleje og hjemmesygepleje for Social- og Ældreministeriet.

Vive har arbejdet med to case-kommuner, som beskæftiger sig med tværfaglig organisering baseret på integration af hjemme- og sygepleje i tværfaglige grupper. Grupperne samler henholdsvis hjælpere, assistenter og sygeplejersker (samt ufaglærte) om fælles borgere i et bestemt geografisk område. Kommunerne har såkaldt samlokation, hvor alle medarbejdere i den enkelte gruppe kører ud samme sted fra. I begge case-kommuner er der fælles ledelse.

Undersøgelsen tegner et billede af, at den tværfaglige organisering er med til at sætte den ældre i centrum og give medarbejderne en oplevelse af fællesskab om borgerne, fordi alle arbejder i samme retning.

Sygeplejerskernes manglende lyst
Undersøgelsen viser også, at det at sikre tværfaglighed i dagligdagen kræver, at medarbejdernes behov for faglig udvikling imødekommes. Derfor bliver jeg både trist og bekymret, når jeg kan læse i rapporten, at sygeplejerskerne i nogle kommuner er skeptiske overfor tværfaglige teams og foretrækker monofaglige teams.

Vive beskriver i rapporten, at den manglende lyst til at arbejde i tværfaglige teams fra sygeplejerskerne betyder, at social- og sundhedshjælpere samt social- og sundhedsassistenter ikke har kontakten til sygeplejerskerne, der dermed føler, at de kommer for sent ind i forløbet hos borgeren. Nogle sygeplejersker gør det for at beskytte sig selv og for ikke at servicere plejen, altså social- og sundhedshjælpere samt social- og sundhedsassistenter. 

Så er det så meget mere positivt, at Vives analyse også viser, at såvel ledere, sygeplejersker, assistenter og hjælpere i de kommuner, der arbejder med tværfaglig organisering, oplever, at tværfaglig organisering er den mest ideelle og optimale organiseringsform, fordi de forbinder det med høj samlet kvalitet i borgerforløbene.

Respekt for faglighed
Det må aldrig være den enkelte faggruppes forfængelighed, der skal være bestemmende for den faglig kvalitet, som borgeren får – så må det monofaglige fokus findes på en anden måde.

I FOA ser vi gerne tværfaglige teams organiseret omkring borgeren, så det er den samme medarbejder, der kommer hos den samme borger. Tværfagligheden er vigtig her, så man kommer hele vejen rundt om borgeren.

Både i det forberedende arbejde til en ny ældrelov, der pågår lige nu, og i det daglige arbejde ude i virkeligheden skal vi kunne lytte og respektere hinandens faglighed og frem for alt sætte borgeren i centrum. Vi skal være villige til at sluge en kamel eller to for at få det bedste resultat for de ældre og for samfundet. Det er FOA. 

Bragt i Altinget, den 19. maj 2022