• Læs op
• Udskriv

Skal vi finde årsagen til problemerne, er vi nødt til at kigge tilbage i tiden og se på den udvikling, der har været i faget – positiv som negativ.

Da jeg selv startede som ganske ung ambulance-assistent i 1998 i Københavns Brandvæsen, var der en regel om, at man kun måtte køre ambulance, til man fyldte 40 år. Derefter overgik man til brandtjenesten. Jeg havde ærlig talt svært ved at forstå det dengang. Det var jo verdens bedste job, syntes jeg.

Senere måtte jeg erkende, at stort set alle af mine kollegaer, der var tæt på de 40, var mentalt færdige med at køre ambulance. Og jo ældre, jeg selv blev i tjenesten, des mere begyndte jeg at forstå, hvorfor der var sat aldersgrænse for ambulancepersonalet. For de mange patientkontakter og den høje belastning sled for meget på både psyken og fysikken.

Ny uddannelse
Tidligere tog uddannelsen til ambulanceassistent to måneder, og derefter kom man i mesterlære hos en erfaren kollega, og efter et par år blev man færdig som ambulancebehandler.

I 2001 kom der en ny ambulancebekendtgørelse, som løftede uddannelsen til en erhvervsuddannelse, og det, der før tog to måneder, blev nu forlænget til to år og syv måneder. Derudover skulle man køre i mindst et år for at kunne blive ambulancebehandler, som var kravet til bemanding af ambulancerne.

Det betød, at både private og kommunale ambulanceberedskaber fik sværere ved at undvære personalet på ambulancerne, og derved var der flere af de andre opgaver, der bortfaldt. Indtil da var både autohjælp og brand en del af den nye redderuddannelse, men det blev skrevet ud. Det var simpelthen for dyrt at bruge ambulancepersonale i en sygetransportvogn, i en kranbil eller på brand.

I Falck, som dengang var den eneste private aktør, oprettede man i stedet en stilling som grundlæggende redder til at løse disse andre opgaver.

Fleksibiliteten gik fløjten
Men den helt store ændring kom, da regionerne i slutningen af 2009 valgte at overtage disponeringen af ambulancerne og igennem regionale udbud styre, hvordan ambulancedækningen skulle være. Det betød, at det ikke længere var ens arbejdsgiver, der disponerede ambulancerne – og selvom det stadig var dem, der havde ansvaret for arbejdsmiljøet, så kunne de ikke længere sikre det.

I København gik man fra et mål om, hvor hurtigt ambulancerne skulle være fremme til i stedet at forpligte sig til, at der hver dag skulle være det samme antal ambulancer til rådighed.

Det betød, at fleksibiliteten i at kunne op- og nedskalere beredskaberne i løbet af en vagt forsvandt, og det blev langt mere kompliceret at drifte ambulancetjenesten både privat og kommunalt.

Skulle det ske, at et beredskab i en kortere periode ikke kunne køre, kostede det en klækkelig bod.

Antallet af ture skal bringes ned
Virkningen af alle ændringerne er, at arbejdspresset for ambulancepersonalet har været stødt stigende samtidig med, at de funktioner, som tidligere gav en afveksling i jobbet, faldt bort.

Det har betydet, at tiden, ambulancepersonalet er beskæftiget med ambulanceopgaver, er steget voldsomt. Og hvor det tidligere mest var i Københavnsområdet, at belastningen var alt for høj, er det nu noget, vi hører fra vores medlemmer i samtlige større byer. Konsekvensen er en veritabel epidemi af folk, der forlader faget. Stigende sygefravær og kolleger, der lider af ptsd og depression.

Den udvikling kan kun standses, hvis vi får bragt ambulancebelastningen på den enkelte medarbejder ned.

Antallet af ture skal bringes ned. Det kan blandt andet ske ved, at de ikke-akutte ture f.eks. køres af en almindelig sygetransport. Det kan være patienter, der skal ind til sårskifte, skift af urinvejskateter eller blot transporteres hjem fra sygehuset.

Derudover skal der kigges på, hvordan ambulancepersonalets kompetencer kan komme meget bredere i spil i vores kommende nye, nære sundhedsvæsen. Der vil blive et større og større behov for, at patienter kan færdigbehandles i eget hjem, og her skal vi videreudvikle på nogle af de tiltag, der allerede så småt er ved at dukke op i de fem regioner.

Vi oplever, at mange føler sig presset i en yngre alder, og arbejdsglæden begynder at sive. Det er trist. For uanset hvad, så er det at køre ambulance og hjælpe andre i mine øjne et af de bedste og mest meningsfyldte job, man kan få.

Vi skal bare huske, at der også skal passes på de mænd og kvinder, der hver dag bemander landets ambulancer.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 17. maj 2022