• Læs op
• Udskriv

Borgere med flere forskellige udfordringer i tilværelsen, der rækker ud over ledighed, skal i fremtiden mødes af et system, som i langt højere grad taler med én stemme. Et system, hvor de hjælpeindsatser, der sættes i værk for borgeren, trækker i samme retning og kan ses i en sammenhæng. Hvor der sker en koordineret indsats på tværs af sektorer, så det ikke er borgeren selv, der skal finde hoved og hale i afgørelser, indsatser og ydelser.

Sådan lyder nogle af ambitionerne bag den nye såkaldte hovedlov, som et bredt flertal netop har indgået aftale om, og som skal sætte rammerne for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer. Og godt for det. For der er så absolut behov for at møde borgere, der ud over ledighed måske også har en psykiatrisk diagnose og et misbrug, med en indsats, som ser samlet på den enkelte borgers behov.

Konkret betyder den nye hovedlov, at kommunen skal give borgeren en sammenhængende udredning og en plan, der giver borgeren et overblik over indsatser, aftaler, kontaktoplysninger og klare mål. Helhedsindsatsen kan også omfatte borgerens familie, idet der også for den kan udarbejdes en særlig familieplan. Samtidig får de ansatte i kommunerne større faglig frihed til at sætte ind med de løsninger, der skaber de bedste resultater for den enkelte borger. På tværs af sociallov og beskæftigelseslov.

Mange af FOA's medlemmer møder hver dag de borgere, den nye lov vil gavne, for det er de samme borgere, som de plejer, støtter og drager omsorg for i botilbud, i behandlingspsykiatrien, på døgninstitutioner og i socialpædagogiske støttetilbud. Men bliver de selv slået ud af kurs på grund af sygdom, en ulykke, eller hvis de på anden vis selv får komplekse problemer, skal de ikke regne med at blive mødt med en helhedsorienteret indsats efter den nye lov. Det skal andre i samme situation heller ikke.

Den nye lov giver nemlig kommunerne en kæmpestor kattelem. For loven skelner mellem hvilke borgere med komplekse problemer, som kommunerne skal tilbyde den nye indsats, og hvem kommunerne kan tilbyde indsatsen. Der er simpelthen en formuleret Skal-målgruppe og Kan-målgruppe, hvoraf den første er borgere, der er meget udsatte, og som eksempelvis bor på botilbud, eller er i misbrugsbehandling. Imens står det kommunerne frit for at tilbyde en helhedsorienteret indsats til den øvrige, men betydelige andel borgere med komplekse problemer ud over ledighed. Dem, som for eksempel er langtidssyge eller på anden vis uarbejdsdygtige og har befundet sig på kontanthjælp uden at komme i arbejde under et opsving.

Det er da ironisk, at de, der endnu er tættest på arbejdsmarkedet, er længst fra at få hjælp. For hvis kommunerne ikke er forpligtet til at hjælpe denne gruppe borgere, kommer de næppe heller til at sætte ressourcer af til opgaven. Sagen bliver ikke bedre af, at den manglende helhedsindsats for denne gruppe borgere sker samtidig med, at man på jobcentrene er i gang med en række spareøvelser blandt andet på aktiveringsindsatsen, hvilket vil ramme den samme gruppe borgere.

Det havde været oplagt at inkludere en bredere gruppe i den nye hovedlov og samtænke udspillet til det nye kontanthjælpssystem med denne indsats. Det havde for alvor repræsenteret en ny retning, men det er ikke, hvad vi ser her.

Det er synd. Ikke kun for den enkelte borger. For os alle sammen. For økonomien. For vi ved det jo godt: At det er den helhedsorienterede indsats, der giver de bedste resultater. Det gælder ikke kun de borgere med de sværeste komplekse problemer. Det gælder alle borgere.

Bragt i A4 Beskæftigelse, den 8. juli 2022