• Læs op
• Udskriv

Danmark har brug for, at vi gentænker ældreplejen. Statsminister Mette Frederiksen vil skrotte alle regler på ældreområdet og starte helt forfra. Hun varsler en ny ældrelov, hvor omdrejningspunkterne er værdighed, valgfrihed og få dokumentationskrav.

Det er svært for FOA og mig at være uenig i det. Vi har længe talt for, at ældreplejen i Danmark trænger til et alvorligt serviceeftersyn, hvor den ældres behov og de ansattes faglighed sættes over regler og systemer. Og her har både vi og statsministeren opbakning fra ikke færre end fem af hendes forgængere, som også varslede et opgør med unødvendige regler i ældreplejen.

Hvad er så problemet. Hvorfor er vi ikke kommet i gang for længst?

Undersøgelse er uhyggelig, men vigtig læsning
Jeg tror, at en flig af forklaringen skal findes i den måde, vi betragter den offentlige sektor og særligt ældreplejen på, og her er en undersøgelse, som Ældresagen lavede i 2020, uhyggelig, men vigtig læsning.

Den fortæller, at knap halvdelen af danskerne ‘slet ikke’ eller ‘i mindre grad’ mener, at ældre i ældreplejen i Danmark generelt får en værdig pleje og omsorg i dag. Og mere end hver fjerde har ‘slet ikke’ eller ‘i mindre grad’ tillid til, at de vil få den nødvendige hjælp og pleje, hvis de får brug for det.

Det er den bane, vi skal spille på, når vi skal forandre og forny ældreplejen: Der er i samfundet en grundlæggende mistillid til den offentlige sektor, specielt til ældreplejen.

En ældrelov kan ændre på forudsætningerne for ældreplejen, styrke mulighederne for nærvær, faglighed og genkendelighed, men skal vi lykkes med en ældrepleje, som vi har tillid til og er trygge ved, skal vi gå langt længere end en ældrelov, en statsminister og en ældreminister kan klare.

En karrusel af mistillid
Vi skal som samfund have tillid til hinanden og tillid til den samfundsmodel, vi har i Danmark. Det er en model, der tager sig af de medmennesker, der ikke længere kan selv, og tager sig af de medmennesker, der har brug for en hånd.

Når vi mangler tillid til vores ældrepleje, skaber det endnu flere krav om dokumentation. Dels, fordi politikerne lokalt og centralt gerne vil følge ekstra med, dels fordi personalet passer på sig selv.

På den måde kan både pressen og pårørende, når de kaster sig over mere eller mindre alvorlige sager, sætte gang i en karrusel af mistillid og politiske løfter om mere kontrol og tilsyn, som i sidste ende kun rammer netop dem, som det i teorien skulle hjælpe.

Populært kan man vel sige, at vi dokumenterer i langt højere grad det, vi laver, frem for at dokumentere afvigelserne. Mistilliden betyder, at vi ikke tror på, at fru Hansen har fået et bad på sin badedag, medmindre det er dokumenteret. I stedet burde vi kun dokumentere, hvis fru Hansen ikke fået sit bad.

Ældrelov kan være et skridt i den rigtige retning
Samtidig kigger vi ind i en fremtid med flere ældre, der (sammen med deres pårørende) forventer mere, men med færre medarbejdere til at opfylde de forventninger.

Det vil selvsagt gå galt på et tidspunkt.

Mister vi først troen og tilliden til fremtidens ældreplejen, så går det rigtigt galt.

Derfor skal vi have en grundlæggende samtale i samfundet om, hvordan vi ønsker, at vores ældrepleje skal være: Skal alle have det samme, når vi nu alle betaler skat, eller kan vi give dem, der f.eks. ikke har pårørende, lidt mere, end dem der har?

En ældrelov kan ikke ændre den mistillid, der er til ældreplejen, men den kan sikre, at der ikke bliver mere mistillid, og endda hjælpe os i en retning, hvor vi er stolte af det arbejde, FOA-medlemmerne udfører hver eneste dag i ældreplejen.

Vi kan komme tættere dertil, hvor vi stoler på den medarbejder, der træder ind ad vore nære ældres hoveddør. Hvor vi tror på, at de vil gøre det bedste og det nødvendige for, at din mor og far kan leve et liv, der ligner det, han eller hun levede, før skavankerne meldte sig.

Bragt i Dagens Medicin, den 10. februar 2022