• Læs op
• Udskriv

Vi har sagt farvel til restriktionerne, og normaliteten er på vej tilbage. Pandemien har i næsten to år trukket store veksler på en lang række faggrupper – ikke mindst dem i såkaldt kritiske funktioner. Dem, der ikke har været hjemsendt, fordi man hverken kan tage en ældre, dement borger, en børnehavegruppe, en ambulancekørsel eller hospitalsrengøring med hjem. Fortællingen om pressede ansatte i eksempelvis ældreplejen eller på dagtilbudsområdet har flere gange været i fokus.

Nu er det så fristende at tænke, at så forsvinder det vanvittigt hårde arbejdsmiljø, mange har stået i de seneste år, også. Men det er ønsketænkning.

For allerede før coronaen ramte, var det mange steder galt fat med arbejdsmiljøet. Sygefraværet var højt. Antallet af anmeldte arbejdsskader det samme. Graden af nedslidning blandt de ansatte stor. Og meldinger om vold og trusler i stigning.

Vi vender altså ikke tilbage til et tip-top-tunet arbejdsmiljø, fordi corona går væk. Vi vender tilbage til en enorm opgave, som skal tages dybt alvorligt, og er nødt til at blive bedre til at forebygge sygefravær og til at fastholde ansatte, som har brug for ændrede vilkår på grund af helbredet.

Der er dog et indbygget dilemma. Hver gang man ansætter en på særlige vilkår, risikerer man, at presset øges på de øvrige kolleger. For hvis en medarbejder på grund af skånehensyn har de ”bløde” opgaver, der ikke er fysisk krævende, eller som fungerer som et mentalt pusterum, står de øvrige kolleger tilbage med færre, hårdere og mere ensartede opgaver.

Det er den lige vej til, at flere nedslides og kan altså blive skruen uden ende.

Vi ved, hvor stor betydning restitution, pauser, også mentale, hvor tempoet kan sættes ned og hjernen slappe af, har. Derfor er det yderst kritisk, alle disse ”små” opgaver forsvinder.

Vi har længe sagt, at på f.eks. rengøringsområdet skal man ikke vaske gulv dagen lang. Der skal også være andre opgaver som servering af mad som en anden type opgave – kroppen kan ikke holde til samme bevægelser år ud og år ind.

Bragt i Jyllands-Posten, den 3. februar 2022