Mere frivillighed er ikke et quickfix af velfærdskrisen

Selvom det er positivt, at frivillige hjælper til i samfundet, så er løsningen på velfærdskrisen derimod, at flere uddanner sig inden for velfærdsområderne, at flere vil arbejde fuld tid, og at de har lyst til at blive i deres fag, skriver Mona Striib.

Af: Mona Striib, formand i FOA

Frivillige, foreningslivet og sociale civilsamfundsinstitutioner har altid været en del af det danske velfærdssamfund. Og dele af den velfærd, mange i dag tager for givet, har taget sit udspring i netop disse institutioner. For FOA hersker der heller ingen tvivl om, at de skal spille en rolle i fremtidens danske velfærdssamfund.

Men det frivillige Danmark kan ikke redde os ud af den velfærdskrise, vi står i – og som desværre formentlig bliver værre over de næste år.

Frivillige er også en knap ressource
Vi står ikke kun i en velfærdskrise, vi står også i en foranderlig tid. Og det gælder også frivillige, foreningslivet og civilsamfundsinstitutioner. I dag er det ikke givet, at man melder sig ind i idrætsforeningen, spejderne eller i en af de store frivillighedsorganisationer.

Så når det foreslås, at frivillige kan være en del af løsningen på de massive rekrutteringsudfordringer, der er i stort set hele velfærdssektoren, stiller jeg mig tvivlende over for, om det overhovedet er muligt at skaffe de frivillige. Så nej, frivillige kan ikke redde os ud af rekrutteringskrisen i den offentlige sektor.

Dermed ikke sagt, at frivillige ikke skal have en rolle. Vi har en lang tradition for, at der kommer frivillige på plejecentrene og tilbyder de ældre forskelligt, som ligger ud over de kerneopgaver, personalet har travlt med at nå. Her kan de frivillige i høj grad bringe sig selv i spil og gøre det, de brænder for, og som de er rigtig gode til.

Alt fra en hyggelig én-til-én-snak eller en gåtur til gymnastik, musikarrangementer og fællessang. Alt sammen giver beboere på plejecentrene livskvalitet, og de frivillige fortjener en kæmpe tak for indsatsen. Deres indsats er ikke blot prisværdig, den er også nødvendig.

Frivillige skal ikke gøres til markarbejdere
Den gode frivillige gør det, han eller hun brænder for, i sit frivillige arbejde. Det samme gælder faktisk for det hårdtarbejdende plejepersonale. De brænder for at gøre en forskel, og de gør akkurat det, de er allerbedst til, når de yder pleje og omsorg for beboerne.

Men der ophører det sammenlignelige også, for plejepersonalet har et ansvar, som man ikke kan pålægge en frivillig. Det ville være sundhedsfagligt- og etisk forkert. Det frivillige arbejde skal ikke myndiggøres.

Den altoverskyggende grund til vores velfærdskrise handler om mangel på arbejdskraft

Drop symptombehandlingen
Men lige så interessant det kunne være at se, hvordan Ældresagen ville drive et plejehjem i for eksempel Vollsmose, lige så urealistisk er det. Og selvom tankerne bag Knud Aarups indlæg faktisk er fine, så har han misset en væsentlig pointe: Den altoverskyggende grund til vores velfærdskrise handler om mangel på arbejdskraft.

Uanset hvordan man vender og drejer det, vil et plejehjem drevet af Ældresagen have behov for arbejdskraft – ligesom alle andre plejehjem. Og som nævnt før, kræver det særlige kompetencer at løfte de plejeopgaver, der er.

Så hvor positivt det end er, at frivillige og civilsamfundsaktører på vores plejehjem bringer livsglæde til beboerne, så er der kun få forhold, som for alvor kan løse velfærdskrisen. Det er, at flere uddanner sig inden for velfærdsområderne, at flere vil arbejde fuld tid, og at de har lyst til at blive i deres fag. De tre forhold kræver gode arbejdsforhold og en rimelig løn, så lad os starte dér og få løst velfærdskrisen, hvor problemet er.

Bragt i Altinget, den 19. december 2022