• Læs op
• Udskriv

Men det seneste smarte nummer fra Løkkes side er alligevel et af hans vildeste. I en række medier - blandt andet i et længere interview i Mandag Morgen - byder han sig til som reformator af og nytænker på velfærdsområdet.

For man må forstå, det trænger til, at en mand med mod og overblik tager fat og får rettet op på mange års mislighold.

"Vi har passeret det punkt, hvor vi bare kan reparere på det. Vi er nødt til at gentænke den måde, vi har indrettet os på," siger Lars Løkke Rasmussen i interviewet.

Han vil blandt andet have en slags kommunalreform 2.0 og have meget mere marked ind i den måde, vi driver børnehaver, skoler og plejehjem på.

Han siger – sandsynligvis uden at rødme – at Danmark har kurs mod et stadig mere fragmenteret samfund opdelt i A-, B- og C-hold, og at det betyder, at opbakningen til den danske velfærdsmodel er ved at smuldre.

Velfærdssamfundet som sit eget Lego-sæt

Der er sådan set ikke noget galt med den forhenværende statsministers diagnose. Velfærdssamfundet er udfordret. Og den stigende ulighed får vitterligt fundamentet til at smuldre.

Problemet er, at den sygdom, han vil kurere, er en, han i høj grad selv har påført velfærdssamfundet. Analysen kommer fra en mand, der de sidste 30 år har behandlet det danske velfærdssamfund som sit eget private Lego-byggesæt.

Igennem en række reformer er velfærden – navnlig når det gælder sundhed – blevet centraliseret, strammet og i stigende grad styret. Og når det hele så er ved at bryde sammen under den virkelighed, man selv har været det store primus motor i skabelsen af, så opfordrer man til eftertænksomhed og selvransagelse samt tilbyder sig selv som frelser fra, nå ja, sig selv.

Over de sidste 20 år har Lars Løkke været hovedarkitekt på skattelettelser i omegnen af 50 milliarder kroner. Penge som nu ligger i private hænder frem for i offentlig velfærd. Her kunne en analyse af problemets årsager passende begynde. 

Opskriften på ulighed

Et af de store slagnumre i Lars Løkkes nye store plan er, at vi selv skal til at spare op til ældreplejen, så den offentlige velfærd i fremtiden – i hvert fald delvist – er finansieret gennem en særlig opsparing, og den offentlige omsorg er forbeholdt dem med mest behov.

Det lyder som om, at Lars Løkkes redningsplan for velfærdssamfundet er at fjerne det meste af det og kun bevare hjælpen til det allersvageste. Er det virkelig opskriften på at forhindre A-, B- og C-hold?

Det lyder nærmere som en model, der gør uligheden og opdelingen i hold til grundlaget for fremtidens offentlige velfærd og som et farvel til den universelle skandinaviske velfærdsmodel, som vi kender den.

Lars Løkke siger i interviewet, at han har forladt den rene ideologiske tankegang, hvor alt bare handlede om at afskaffe og udlicitere, men det ser bare ikke sådan ud, når man kigger på det, han vil. 

Og noget helt andet er, at Lars Løkkes opsparingsmodel er helt unødvendig. Hans præmis om, at vi har et finansieringsproblem, er helt forkert.

Det er rigtigt, at vi lige nu har en afgrænset udfordring, hvor der er mange ældre, men som blandt andre Dørs har påpeget, så løser biologien lige så stille det problem af sig selv. Allerede fra 2035 begynder kurven at stige igen, og de midlertidige underskud at mindskes.

Den offentlige sektors frigørelse

Det, vi har brug for nu, er ikke at finde på nye storslåede måder at omkalfatre styringen af velfærdssamfundet på. Og da slet ikke ved reelt at afskaffe den, som vi kender den.

Lars Løkke har ret, når han siger, at vi har behov for at sætte den offentlige sektor fri. Men det gør vi ikke ved at privatisere den.

Det gør vi ved at sætte borger, medarbejder og pårørende i centrum og give dem frihed til sammen at tilrettelægge en velfærd, der passer til deres behov i skoler, daginstitutioner, plejehjem og meget andet.

Og så sikre, at finansieringen følger med frem for at opfinde allehånde produktivitetskrav, som dem Lars Løkke påførte velfærden, og som den stadig ikke har slået sig fri fra.

Bragt i Altinget, den 15. april 2022