• Læs op
• Udskriv

Man får lyst til at skrige, men krisen på handicapområdet bliver vi nødt til at tale om. Vi skal tale om, hvilke problemer mennesker med handicap og pårørende oplever, og hvordan vi bedst muligt løser dem, så et liv med handicap kan leves, uden at man skal slås i en ulige kamp for at få den hjælp, man har brug for.

Det sidste er langt fra tilfældet i dag. Det viser Rigsrevisionens beretning om forvaltningen af handicapområdet tydeligt.

Alt for mange gange træffer kommunerne afgørelser, som senere omgøres i Ankestyrelsen. Og det er værd at bemærke kun de sager, hvor borgerne har påklaget kommunernes afgørelser. Det kræver ressourcer at lægge arm med myndighederne, og jeg kan være meget nervøs for, hvor mange der ikke magter først dialogen med kommunen og efterfølgende en klagesag hos Ankestyrelsen. Når byrden på den måde ligger hos den enkelte, skaber det ulighed mellem dem, der har ressourcerne til at sætte sig ind i serviceloven og klagemulighederne og dem, der ikke har.

Hvordan kan vi i Danmark behandle vores medborgere på den måde? Burde vi ikke fjerne de udfordringer for dem eller i det mindste ikke skabe flere?

Vi skal også stille os selv spørgsmålet: Hvordan er det nået hertil?

Nedslående læsning
Jeg tror ikke på, at der er onde mennesker, som er ligeglade med vilkårene for borgere med handicap i hverken kommunerne eller på Christiansborg. Til gengæld har området være groft underprioriteret gennem mange år.

Rigsrevisionens beretning fremkalder voldsomme reaktioner fra organisationer på handicapområdet, og det skal det også gøre – det er ikke opløftende læsning. Men når reaktionerne består af ultimatummer og hentydninger om ministerafgang, bliver vi aktører på handicapområdet nødt til at reflektere over, om det er netop ét indgreb eller én ministerafgang, der kommer til at gøre forskellen.

Problemerne på handicapområdet er ikke skabt fra i går til i dag.

Derfor mener jeg heller ikke, at problemerne er løst ved et enkelt indgreb eller en ministers afgang – snarere vil det få løsningen til at rykke længere ud i fremtiden.

Vi er mange, der har råbt på forbedringer – tit i hver vores retninger. Der findes organisationer, eksperter og borgere, der har en kæmpe viden om, hvad der er brug for at ændre.

Men det er svært at lave om og forbedre uden et fælles grundlag at stå på. Vi er langt med at dokumentere problemerne – nu bør vi sætte os sammen og pege på konkrete løsninger.

Vi skal finde modet
Her kan vi trække på erfaringer fra blandt andet ældreområdet. Et område som i den grad har været udsat for lappeløsninger gennem årtier. Her er nu sat en nødvendig og vigtig dagsorden med et langsigtet perspektiv. Det er lykkes, fordi flere ansvarlige parter har smidt boksehandskerne og gået ind i rummet. I rummet, hvor de svære beslutninger skal tages, der hvor man skal gå på kompromis og sluge kameler, eller som min svigermor siger:

»Man kan ikke spise sin livret hver dag«.

Et andet eksempel er psykiatrien. Her gik mere end 45 organisationer sammen om psykiatriløftet, det tog halvandet at gennemarbejde otte punkter, som skulle gives videre til regeringen. Men styrken var, at alle var med, selv Kommunernes Landsforening og Danske Regioner – nu står vi med et fagligt oplæg til en 10-årsplan.

Så skal vi ændre store velfærdsdagsordner, skal vi alle stå sammen, vi skal kravle ned fra træerne, stoppe med at stille ultimatummer – det er ikke nemt, for alt for mange har oplevet noget i alt for lang tid, der ikke fungerer.

Vi skal finde balancen. Og for at finde balancen, skal vi finde modet. Modet til at gå ind i rummet, hvor beslutningerne skal tages.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 1. april 2022