• Læs op
• Udskriv

Det forekommer uforståeligt. Ikke mindst i lyset af at utilstrækkelig ældrepleje udgør voksne danskeres største utryghed. Statsministerens åbningstale er ofte en platform til at præsentere reformer, nye initiativer og visioner for fremtidens Danmark. Gårsdagens tale var ingen undtagelse.

Mette Frederiksen talte fra Folketingets talerstol om grøn omstilling, beskæftigelse og uddannelse, men den største udfordring i vores velfærdssamfund blev ikke omtalt.

Der var ellers en oplagt mulighed for at præsentere en vision for et ældreområde, der er så underprioriteret gennem så mange år, at der skal gøres noget ganske markant lige nu, hvis vi skal gøre os håb om en værdig ældrepleje.

Som fanger i eget hjem
Tusindvis af svækkede ældre kan ikke få hjælp til at komme i bad og få gjort rent, når de har brug for det, og mange føler sig som fanger i deres eget hjem, fordi ingen kan hjælpe dem med at komme lidt udenfor.

Tusindvis af svækkede ældre føler sig utrygge ved de mange skiftende hjælpere, der suser ud og ind og får hjemmet til at ligne en banegård.

For de ældre betyder det, at deres livskvalitet forringes, og de føler et tab af værdighed.

Medarbejderne i hjemmeplejen mærker på deres side det hårde, daglige pres ved ikke at have tiden til at levere tilstrækkelig pleje og omsorg.

Relationer og medmenneskelighed er skåret væk i bureaukrati. En konsekvens er, at rekruttering på området er stadig mere umuligt.

Arbejdsgiverne søger desperat efter social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, men i næsten halvdelen af tilfældene må de give fortabt. Med et stigende antal ældre borgere bliver det problem kun større.

Alt i alt står vi allerede midt i den humanitære krise, vi i FOA og Ældre Sagen gennem flere år har forudsagt.

Tre pejlemærker
Der er brug for en gennemgribende løsning for ældreområdet. Som statsministeren så rigtigt sagde i åbningstalen:

»Vi må spørge os selv, hvordan vi har kunnet være enige i erkendelsen af store problemer i årtier – uden at få dem løst? Gang på gang oplever vi en uheldig spiral af enkeltsager og forhastet lovgivning – som stjæler opmærksomheden fra det, vi er her for – at løse rigtige problemer til gavn for borgerne.«

Det gælder i særdeleshed på ældreområdet. Denne gang har vi brug for, at der er handling bag ordene, og at der laves en løsning, som gør mere end at bevare status quo.

På Ældretopmødet tidligere på efteråret så vi en række svar og løsninger på en del af de alvorlige problemer, vi ser i ældreplejen i dag: Det handler om samarbejde mellem borger, pårørende og medarbejder, styrkelse af tværfagligt samarbejde, tæt inddragelse af de pårørende og arbejde i små teams, hvor relationer og tryghed er i fokus frem for registrering og kontrol.

Masser af gode eksempler på, hvordan ældrepleje kan tilrettelægges, så mennesket kommer før systemer, og vi får værdigheden tilbage.

På Ældretopmødet så vi og ældreministeren hinanden i øjnene og blev enige om tre pejlemærker for arbejdet med en fornyet ældrepleje:

• Vi forpligter hinanden til at holde hånden under velfærden.
• Vi skal gøre op med centralisering og overstyring.
• Nye løsninger skal vokse frem fra hverdagen.

Nu er det tid til, at regeringen tager ansvaret for at sætte retningen, sikre rammerne og følge op, så alle de gode løsninger bliver indført og praktiseret i den enkelte kommunes ældrepleje. Der er brug for en ny retning for ældreplejen.

Det er ikke gjort ved et snuptag – det kræver en bred indsats, og at der investeres i området.

Men regeringen er ikke alene om arbejdet.

Hos FOA og Ældre Sagen er vi klar til at tage fat.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 6. oktober 2021