Sundhedsvæsenet skal reddes – det kræver samarbejde på tværs af fag

Sideløbende med specialiseringen på sygehusene har der fundet en fagkrig sted. Den er skadelig for sundhedsvæsenet, den er snobbet omkring uddannelsesniveau, og den er åbenbart langt fra slut, skriver formand for social- og sundhedssektoren i FOA Torben Hollmann.

Der mangler medarbejdere på sygehusene. Det betyder lange ventetider, aflyste behandlinger og for medarbejderne et presset arbejdsmiljø.

Det er veldokumenteret gennem adskillige nyhedshistorier og senest i en TV 2 dokumentar, som sætter fokus på de kritisable arbejdsforhold i et sundhedsvæsen, politikere ellers kalder et af verdens bedste.

En af de grundlæggende mangler ved sundhedsvæsenet er manglen på læger, sygeplejersker og jordemødre.

Der er ikke blevet færre læger, sygeplejersker eller jordemødre over de seneste 10 år. Faktisk er der kommet over 4.500 flere læger og overlæger, over 400 flere jordemødre, mens antallet af sygeplejersker er stort set uændret siden 2010.

Men antallet af sundhedsfaglige medarbejdere har ganske enkelt ikke fulgt med de flere, mere komplicerede behandlinger, der foretages på sygehusene. Det kan ikke anfægtes – og det kommer jeg heller ikke til at gøre.

Vi skylder os selv at kigge på, hvad det er for nogle opgaver, der løses i dag på sygehusene og af hvilke faggrupper.

For mens antallet af de specialiserede faggrupper er steget, er antallet af faggrupper, der har den nære kontakt med patienterne enten ikke fulgt med eller er blevet kraftigt reduceret.

Siden 2010 er knap hver femte social- og sundhedsassistent – over 1.600 fuldtidsstillinger – forsvundet fra regionerne. Der er samtidig kommet knap 500 færre lægesekretærer.

Det er ikke, fordi arbejdsopgaverne er forsvundet. De bliver i dag løst af faggrupper, som kunne bruge deres tid og uddannelse bedre.

I mange år har regionerne stirret sig blinde på specialisering på bekostning af patientkontakten. Det er ved at vende nu.

Danske regioner har igangsat et projekt, hvor Danske Regioner og de faglige organisationer i fællesskab skal finde løsninger på manglende faglige hænder, men også løsninger på, hvordan vi bruger de rette kompetencer til de rette opgaver i dagligdagen. Det er nødvendigt, hvis vi skal lykkes i vores sundhedsvæsen og få et sundhedsvæsen i verdensklasse.

En fagkrig udkæmpes

Der er også andre problemer, vi skal løse. For sideløbende med specialiseringen på sygehusene har der fundet en fagkrig sted. Den er skadelig for sundhedsvæsenet, den er snobbet omkring uddannelsesniveau, og den er åbenbart langt fra slut.

I stedet for at se på, hvad der er i sundhedsvæsenets interesse, har DSR alt for snævert kigget på, hvor mange sygeplejersker, der er brug for.

Senest delte DSR et debatindlæg, som – baseret på et amerikansk studie – konkluderer, at »Antallet af sygeplejersker og deres kompetencer spiller en afgørende rolle for, om og hvordan patienten kommer igennem sin indlæggelse. Det er sandheden, og den har været kendt længe, også af DSR, og den er vigtig at få frem, fordi den flytter fokus fra en faggruppes særinteresser til samfundets og patienternes interesser i sygeplejerskers bidrag til sundhedsvæsenet og samfund.«

Men indlægget handler netop om DSRs særinteresser, og forskningen tages som gidsel i DSRs sundhedspolitiske magtspil. I virkeligheden tager forskningen afsæt i en langt bredere gruppe sundhedsfaglige medarbejdere end blot sygeplejersker og er baseret på erfaringer i USA.

Man kunne, hvis man så bort fra egne interesser, have konkluderet, at der er en sammenhæng mellem (under)bemanding af patientnære faggrupper og dødelighed på sygehusene.

Specialiseringen på sygehusene har flyttet fokus væk fra den faglige omsorg og det tværfaglige arbejde med patienten i fokus. Det skal vi tilbage til – og vi skal gøre det på tværs af faggrupper.

Derfor blev jeg meget opløftet, da jeg så formanden for overlægerne Lisbeth Lintz på TV 2 News efterspørge mere tværfaglighed; at vi som faggrupper, ser og bruger hinandens kompetencer klogere – eller som vi i FOA siger »Rette kompetencer til rette opgaver.«

Derfor er det også klogt når Region Sjælland ansætter flere lægesekretærer og social- og sundhedsassistenter til at bakke op om læger og sygeplejersker.

Det arbejde skal udbredes til flere regioner, og arbejdet med at bruge rette kompetencer til rette opgaver vil FOA gerne sætte sig i spidsen for, hvis de andre organisationer vil være med.

Bragt i Sundhedsmonitor 10. november 2021