• Læs op
• Udskriv

Vi klappede i hænderne, da Socialdemokratiet op til det seneste folketingsvalg lovede en velfærdslov, der skulle dække de ekstra udgifter, der følger med, når vi i de kommende år bliver væsentlige flere små børn og ældre.

Derfor står vi tilbage med en flad fornemmelse. Regeringens udkast til den kommende velfærdslov indeholder nemlig ikke de nødvendige sikringer af velfærden, som vi blev stillet i udsigt.

Uambitiøs velfærdslov

Man vil – populært sagt – sikre, at det offentlige forbrug stiger mindst lige så meget som udgifterne på baggrund af befolkningsvæksten, men man vil ikke sikre, at f.eks. de kommunale budgetter vokser i takt med, at udgifterne stiger i kommunerne. Det er uambitiøst.

I lovudkastets nuværende form vil en øget bevilling til for eksempel konsulentydelser i staten være med til at øge det offentlige forbrug. Men hvordan kommer det børnene, de udsatte, og de ældre til gode? Vi bliver nødt til at sikre, at de kommunale, de regionale og statslige budgetter udvides i deres egen ret i takt med befolkningsudviklingen. Ellers er det ikke en velfærdslov!

Virkelighedens velfærd

Samtidigt foreslår regeringen i lovudkastet, at den til enhver tid siddende finansminister kan bestemme, hvordan de demografiske udgifter opgøres. Og under “exceptionelle omstændigheder” behøver man slet ikke overholde loven. Det er at give den til enhver tid siddende finansminister helt frie tøjler, og udvander fuldstændig pointen med en velfærdslov.

I virkelighedens velfærd ønsker vi os en velfærdslov, der sikrer, at pengene rent faktisk følger med, når vi bliver flere. En lov, der betyder, at vi rent faktisk holder hånden under velfærden. Havde vi haft en regulering af velfærden i takt med befolkningsudviklingen i 2010’erne, ville vi have haft mere end 35.000 flere ansatte i kommunerne, og et kvalitetsniveau, vi kan være bekendt.

Når Finansministeriet beregner de stigende ældreudgifter, så modregner de i omegnen af ti pct. af udgiften, fordi det antages, at de ældre bliver sundere. Men det er helt urimeligt. Der er stor uenighed om, hvor meget – om noget – “sund aldring” betyder, men der er enighed om, at man ikke med videnskabelig sikkerhed kan forudsige størrelsen. Vi skal ikke basere den fremtidige kvalitet på rene gæt.

Hertil kommer, at antallet af børn med mistrivsel og behov for social- og eller psykiatrisk hjælp er steget voldsomt de seneste år. Det koster ekstra, og det skal forebygges med investeringer i vores børn, familier, institutioner, skoler og fritidstilbud. Vi bliver ikke bare flere – der er også nogle udgifter, der vokser mere end andre. Det skal en velfærdslov også tage højde for, hvis den skal sikre borgernes velfærd.

Velfærden skriger på penge

Vi står i en situation, hvor velfærdssektoren skriger på penge, og med en økonomi der trænger til at blive genoprettet efter mange år med udsultning af velfærden især i starten af 2010’erne. Derfor bør velfærdsloven følges op af en egentlig genopretning, hvor vi sikrer, at der er kvalificerede ansatte nok, til at løfte kvaliteten i den offentlige velfærd.

Velfærdsloven har potentiale til at blive det vigtigste stykke lovtekst i mange, mange år. De partier, der underskriver, vil gå over i historien som den danske velfærdsmodels pionerer, på lige fod med dem, der indførte de universelle ydelser, indgik Kanslergadeforliget, afskaffede fattighjælpen m.v.

Så kære politikere. Hjælp os med at sikre det danske velfærdssamfund for fremtiden. Vi har brug for en ambitiøs velfærdslov, der gør en forskel for virkelighedens velfærd.

Bragt i Børsen 6. november 2021