FOA til kommuner: Sådan bør I bruge pengene til minimumsnormeringer

En række kommuner har i 2020 sendt midler fra puljen til minimumsnormeringer retur til Christiansborg. Det er et udtryk for manglende opfindsomhed hos kommunerne, som bør fokusere på at uddanne personale.

En hel halv milliard.

Så meget har kommunerne fået til i 2020 at tage hul på forbedringerne af normeringer i de danske daginstitutioner, som ligger i den vigtige aftale om minimumsnormeringer. 

Det beløb skulle man mene kunne give et hæderligt første løft i dagtilbuddene. Alligevel konstaterede en Altinget-artikel forleden, at hele 17 kommuner ikke har evnet at udnytte midlerne fra minimumsnormeringsaftalen.

Det kan man kun blive både virkelig træt af og temmelig forundret over. Temaet har været fremme i andre medier også. Her har kommunerne stået i kø med mere eller mindre valide undskyldninger for, at de ikke kan realisere minimumsnormeringerne og indfri forældrenes forventninger.

Kommunerne kan ikke rekruttere pædagoger nok til deres daginstitutioner, lyder den tilbagevendende undskyldning.

Men kære kommuner, lad nu være med at blive ramt af modløshed. Eller, hvis jeg skal være mere tydelig: Drop de dårlige undskyldninger. I kan ikke være det bekendt over for de børn, der hver dag møder ind i dagtilbuddene – og de mange ekstra, der følger de kommende år.

Fokus på uddannelse
2020-puljen kunne sagtens bruges til at skaffe mere uddannet personale. Der findes nemlig ledige pædagoger og faglærte pædagogiske assistenter, som hver dag vil kunne bidrage til at løfte kvaliteten i jeres institutioner.

Samtidig bør kommunerne genlæse den aftaletekst, der ligger for minimumsnormeringerne. For når der i den står, at andelen af uddannet personale ikke må dale, henviser den ikke kun til en type uddannede inden for det pædagogiske område, men to: Både erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent og professionsuddannelsen til pædagog.

Sammen kan de to faggrupper med hver deres pædagogfaglighed og forskellige perspektiver bidrage til at skabe den bedste dagligdag for børnene.

Vi har med aftalen om minimumsnoreringer fået en flot aftale, der taler ind i, at vi skal skabe en langt bedre hverdag for børnene i børnehaver og vuggestuer.

Lad os sætte os til bordet lokalt og skabe en god dialog, så vi rent faktisk får højnet kvaliteten i den enkelte institution – både ved at skaffe flere pædagogiske medarbejdere, og så absolut også ved, at flere medarbejdere får en pædagogfaglig uddannelse.

FOA vil gerne give kommunerne sparring på, hvordan vi får de tilførte minimumsmidler til at blomstre til gavn for børnene. 

Det er et fælles anliggende at få udarbejdet en strategi for, hvordan hver enkelte kommune i den kommende tid vil udmønte de midler, der ligger i aftalen om minimumsnormeringer.

Ud over at ansætte de ledige, der allerede nu ville kunne træde ind som ekstra kræfter, findes der i børnehaver og vuggestuer i dag omkring 7.500 erfarne pædagogmedhjælpere, som med blot 42 ugers uddannelse kunne blive faglærte pædagogiske assistenter – en uddannelse, der normalt tager tre år og halvanden måned.

Det vil give den enkelte medarbejder et fagligt boost, men allervigtigst vil det være en øjeblikkelig gevinst for børnene, at de mødes af voksne med nyeste viden om, hvordan man arbejder ud fra et børneperspektiv.

Inspiration fra Odense  
En model er den rotationsordning, de indfører i Odense, hvor 24 erfarne pædagogmedhjælpere uddannes til pædagogiske assistenter. Under de 42 ugers uddannelse træder ledige, der måske får smag for faget, ind som vikarer.

Midlerne kunne også bruges til at få flere på fuldtid. For børnene og ud fra et pædagogisk perspektiv vil det give et stærkere grundlag for en god pædagogisk praksis, hvis der frem for mange på deltid er færre på fuldtid i dagtilbuddene.

Det giver børnene større kontinuitet og tryghed.

For den enkelte ansatte vil det også være en gevinst at kunne gå op i tid, hvilket i dag for mange slet ikke er en mulighed.

Der er altså mange veje til at komme videre med minimumsnormeringerne – at få dem implementeret til gavn for børnene.

Så lad nu være at miste modet.

Lad os sammen skræddersy den rette løsning til den enkelte kommune, så vi kommer i mål til tiden.

Bragt i Altinget, den 15. juni 2021