Sundhedsvæsenets prioritering af dyr medicin øger uligheden i sundhed

Hvis vi fortsætter med at prioritere at stille den dyreste og nyeste medicin til rådighed for borgerne, betyder det også, at vi nedprioriterer hjælpen til de svageste patienter. Det øger uligheden i sundhed, skriver Torben K. Hollmann.

Som med alle andre udfordringer, der skal løses, kræver opgøret med uligheden i sundhedsvæsenet prioritering.

Vi ved, hvad der galt, og hvor det er galt. Spørgsmålet er, om vi har mod nok til at gøre noget ved det.

I sundhedsvæsenet er vi tilbøjelige til at ville det hele og allerhelst være de bedste. Det er der sådan set intet galt i, men det betyder, at vi bruger mange ressourcer på den bedst mulige behandling og den nyeste medicin.

Det er selvfølgelig svært at være uenig i, at den bedst mulige behandling og nyeste medicin er gode ting, men det har haft den betydning, at andre dele af kvaliteten i vores sundhedsvæsen har måttet vige.

For mens de bedre, nyere og dyrere behandlingsformer og medicin bliver indkøbt i stor stil, er fokus på det hele liv hos patienterne gradvist forringet.

Rammer socialt skævt
Jeg mener ikke, det er ond vilje eller en bevidst nedprioritering af den nære omsorg, men en manglende prioritering er de facto en nedprioritering. Når vi ikke prioriterer, prioriterer vi også. 

Sandheden er, at den ensidige fokus på det nyeste og dyreste rammer socialt skævt. For mange af de mennesker, FOA's medlemmer møder i deres hverdag, går ikke op i, om det er den nyeste og bedste behandling, de modtager. De ønsker sig blot en behandling, som er tænkt sammen med, hvor de er i deres liv.

En manglende prioritering af det nære har store konsekvenser for patienter, der, når de udskrives fra sygehuset, bliver til borgere. De befinder sig sjældent i samfundets top- eller middelklasse.

Vi skal væk fra at tænke patientjournaler og kørelister adskilt og i stedet tænke på mennesker. Mennesker som skal have den bedste behandling på tværs af sundhedsvæsenet – en behandling, der fungerer på både hospitalstuen og i dagligstuen.

Hvad hjælper det, at vi i sundhedsvæsenet kan tilbyde det nyeste medicin eller den nyeste behandling, hvis borgerens liv er i kaos. Hvis hjemmet sejler, og der ikke er pårørende til at støtte op om behandlingen.

Omsorg skal prioriteres
Det kan være svært at stå med en kræftdiagnose alene uden støtte. Alene det at deltage i et kræftpakkeforløb kræver et stort arbejde for borgeren, hvor den største del ligger uden for hospitalet i hjemmet. 

Hvis ikke vi prioriterer hjælpen og omsorgen tæt på borgeren, vil det ofte resultere i en behandling, der ikke færdiggøres eller udnyttes optimalt. Det er spild af ressourcer og ikke mindst spild af liv.

Når vi ikke prioriterer, prioriterer vi dem, der kan selv, dem der har mulighederne, dem med netværk og familie.

Jeg er helt med på, at det er en svær beslutning at prioritere nyere og bedre medicin og behandling bort. Men jeg mener, det er på tide, at vi lægger fokus et andet sted – det betyder, at vi i fremtiden skal nøjes.

Nøjes med en behandling, vi ved virker, og vi er sikre på, at der bliver fulgt op på i hjemmet, hvor borgeren får den støtte, der skal til for at få det maksimale ud af behandlingen. 

Jeg er overbevist om, at borgere med brug for behandling hellere vil nøjes med den næst-nyeste medicin end med et manglende hensyn til deres livssituation.

Det er ikke lette beslutninger, der skal tages, men det er nødvendige ændringer. Det er ikke en let opgave at skabe behandling, der både fungerer på hospitalsstuen og i dagligstuen.

Men hvis vi fortsætter med at prioritere dyrere medicin og behandling, skaber det kun større ulighed i sundhedsvæsenet.

Bragt i Altinget, den 6. november 2020