FOA og Handicapbranchen Danmark: Postnummer må ikke afgøre BPA-ordningens kvalitet

Postnummeret må ikke være afgørende for kvaliteten af den hjælp, borgere med handicap får. Sådan er det desværre i dag for de 1.800 borgere med nedsat funktionsevne, der i dag gennem ordningen "Borgerstyret Personlig Assistance" (BPA) modtager daglig hjælp fra handicaphjælpere.

BPA-ordningen er ikke som mange andre typer af serviceydelser i Danmark. Ordningen er brugerstyret, hvad der betyder, at borgeren selv er arbejdsgiver, hvad der giver en stor grad af selvbestemmelse i dagligdagen.

For at kunne administrere det praktiske i ordningen vælger mange borgere at overdrage ansvaret for arbejdsgiveropgaverne til en privat virksomhed eller forening. 

Mulighed for at deltage i fællesskabet

Intentionerne bag BPA-ordningen flugter dog ikke altid med praksis i den enkelte kommune.

Udmålingen af hjælp er præget af vilkårlighed, og administrationshonoraret til virksomheder, der leverer handicaphjælpen hos borgeren, er i flere kommuner faldende.

Det betyder, at det bliver stadigt sværere for borgeren at finde en virksomhed eller forening til at hjælpe med at levere handicaphjælpen på tværs af kommuner. 

BPA-ordningen er definerende for, hvordan vi som velfærdssamfund ønsker at give alle en mulighed for at deltage i fællesskabet. Det skal vi værne om.

Det kræver, at social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) foretager grundlæggende ændringer i det nuværende regelsæt, så der kan skabes ensartet administration og samme trygge rammer for såvel borgere som samarbejdet mellem offentlige og private aktører. 

Verdens bedste handicapordning
Det kræver også, at socialministeren indfører en takstmodel for området, så administrationen bliver lettere for den enkelte kommune og gennemsigtigheden på området bliver større. Kvalitet forudsætter imidlertid også et trygt arbejdsmarked for handicaphjælperne.

Derfor bør lønnen til hjælperne i BPA-ordningen udmåles efter en arbejdsmarkedsoverenskomst for sammenlignelige faggrupper. 

Siden BPA-ordningen blev indført i 2009, er den blevet kaldt verdens bedste handicapordning. Et frihedsbrev, der sikrer den enkelte borger værdighed og selvbestemmelse. Den skal vi fremtidssikre, så den ikke går på grund på uensartet administration og forældede takster. 



Bragt i Altinget, den 27. maj 2020