Myndighederne glemmer ældreplejen under coronakrisen

Skal man tegne et portræt af et menneske i højrisiko for at blive coronapatient, lyder det grangiveligt som definitionen på en beboer på et ældrecenter: Personer over 70 år, særligt over 80 år, som samtidig har en eller flere kroniske sygdomme.

Det ved vi sådan set godt. Og hvis vi et øjeblik kommer i tvivl, er det bare at kaste et blik på dødstallet, hvor mere end 70 procent af de døde personer med en covid-19 infektion er over 80 år.

Og alligevel viser en ny undersøgelse blandt FOA's medlemmer, at over halvdelen af de ansatte på ældreområdet i perioden mellem den 1. og den 5. maj har været i tæt ansigtskontakt med borgere uden at anvende visir eller maske, hovedsageligt på grund af mangel på værnemidler, eller fordi man ikke håndhæver retningslinjerne.

Hvordan hænger det sammen?
Det korte svar er selvfølgelig, at det gør det ikke. Det ligner et svigt af de store. Kommunerne hævder godt nok, at de ligger inde med alle de værnemidler, som de skal bruge, men så må vi altså bare konstatere, at de stadig mangler at laste dem på bilerne og få dem ud i frontlinjerne, hvor de hører hjemme.

Sundhedsstyrelsen er på slingrekurs
Mens borgere og ansatte har ventet på de nødvendige værnemidler, er det lykkedes for Sundhedsstyrelsen at ændre retningslinjerne ikke færre end tre gange. Som om nervøsiteten og usikkerheden ikke var stor nok i forvejen.

Faktisk fortæller et flertal af de ansatte i sundhedssektoren, at på deres arbejdsplads bruger man slet ikke værnemidler, medmindre borgeren/patienten i forvejen er smittet eller har symptomer.

Et brud på retningslinjerne, som man – ud over ledelsessvigt – godt kan tilskrive Sundhedsstyrelsens slingrekurs på området.

Selvom brugerne i ældreplejen så åbenlyst tilhører den højeste risikogruppe, lagde styrelsen ud med slet ikke at foreslå værnemidler.

Senere blev det til en anbefaling og så kort tid efter til et krav. Det er en opskrift på at genere forvirring.

Myndigheder glemmer ældreområdet
Der er stadig lang vej, før vi kan gøre kassen op efter coronakrisen, og før vi kan se, hvad der virkede og hvordan og hvornår.

Men sammenlagt tegner vores oplevelser et billede af nogle myndigheder med blikket stift rettet mod sygehusvæsenet og desværre et lidt for laissez-faire forhold til det kommunale sundhedsvæsen, herunder ældreområdet. Det er der behov for at lave om på.

Det er den lære, som vi foreløbig har draget af coronakrisen. Det håber vi ikke, at vi er alene om. Vi ser frem til en dialog mellem myndighederne og repræsentanter for ansatte og borgere, så vi kan drage den nødvendige lære af vores erfaringer til fremtiden i det kommunale sundhedsvæsen.

Bragt i Altinget, den 12. maj 2020