Erstat au pair-ordningen med familiehjælpere

Vi kan ikke afskaffe au pair-ordningen uden at sætte noget i stedet.

Svære dilemmaer knytter sig til au pair-ordningen. Dem må vi tale åbent om i vores søgen efter den rette løsning – måske en familiehjælperordning. For det er nødvendigt med et opgør med den systematiske løndumping, au pair-ordningen udgør i dag. Afskaffe den med et snuptag skal vi omvendt ikke. Vi ved, at familier, der efterspørger au pair, først og fremmest søger at få løst arbejdsopgaver som rengøring, tøjvask og børnepasning. Det blev dokumenteret i en evaluering af ordningen fra kort før årsskiftet. Samme rapport viste, at au pairer kommer hertil fra fattige lande for at tjene penge. At kalde det kulturudveksling er et sølle skalkeskjul. Det har vi længe vidst i FOA, som organiserer au pairerne. Selvfølgelig forsøger nogle familier at tage dem til sig som familie. Men uanset hvor rare rammer familierne skaber, kan man ikke forsvare en timeløn helt nede omkring 60 kroner. Fraregner man værdien af kost og logi er timelønnen for en au pair helt nede på 34 kroner. Før skat.

Evalueringen fik minister for udlændinge og integration Mattias Tesfaye (S) til at varsle ændringer af ordningen. Andre vil have den afskaffet; blandt andre SF’s Karsten Hønge, som jeg onsdag aften debatterede med i DR-programmet ’Realitytjek’.

Skønt au pair-ordningen rummer utallige problemer, er løsningen ikke at skrotte den, uden at noget andet træder i stedet. Ellers vil økonomisk trængte arbejdstagere fra europæiske lande tage de samme opgaver på sig – blot for lavere løn, på uslere vilkår og formentlig også for sorte penge. Vi vil helt miste kontrollen. Kun én ting er sikkert: Familier vil fortsat efterspørge det arbejde, au pairer i dag udfører.

I FOA foreslår vi, at man etablerer en familiehjælperordning: en arbejdsmarkedsordning, som anerkender jobbet som regulært arbejde. Kulturudvekslingsperspektivet og danskundervisningen skal droppes ligesom særkrav til au pairers alder og civilstatus. Hvorfra i verden man kommer, skal være underordnet. Det kan altså være din niece, der som nyudklækket student kan tage arbejdet, ligesom det fortsat kan være en thailænder. Måske skal lønnen kunne afregnes både med og uden værdi af kost og logi, hvis man samtidig diskuterer, at det skal være muligt at bo hos familien, ligesom man skal kunne bo andetsteds.

Lad os tale om, hvordan vi sikrer en holdbar, værdig ordning. Lad os skele til overenskomster, der dækker ansatte med tilsvarende opgaver, nemlig pædagogmedhjælpere, private babysittere og husassistenter, når vi skal finde et lønniveau. Afgørende er, at vi ikke på noget tidspunkt står helt uden ordning.

Bragt i Politiken, den 9. juli 2020