FOA advarer: Det vil være farligt at lempe på reglerne for besøg på plejehjemmene, bare fordi det er jul

Vi risikerer at sætte indsatsen for at holde corona udenfor plejehjemmene over styr, hvis vi ikke passer på, når pårørende besøger deres kære i løbet af julen, advarer sektorformand i FOA Torben Hollmann.

Det er ikke for meget sagt, at denne jul nok ikke bliver som dem, vi har holdt tidligere.

Julen udstiller meget klart mange af de ubehagelige konsekvenser ved corona og de restriktioner, der er indført for at tøjle smitten.

Vi er vant til at samles, være tætte med familie og venner og besøge slægtninge, vi normalt ikke ser.

Julen er også en tid, hvor plejehjemmene normalt summer af liv – af glæde over familie og venners besøg.

Derfor er det en ekstra hård tid at blive hjemme, holde afstand og at begrænse samvær med vores kære.

Men måske skal vi tage nogle gamle juletraditioner op igen i denne tid. Det kunne være at sende julekort til familie og bekendte på plejecentre for at lade dem vide, at vi tænker på dem – vel at mærke uden at risikere smitteudbrud.

Jeg hører mange eksempler fra pårørende og beboere, som siger, at de ældre hellere vil leve end at overleve. Det kan jeg godt sætte mig ind i. Men vi hører ikke fra den ensomme ældre, der er bange for at blive smittet – som undgår fællesspisning og som ikke har pårørende til at tale sin sag.

Hvis vi åbner for flere besøg uden at sikre, at det sker på en forsvarlig måde og smitten spreder sig, rammer det alle – både de, der vil leve og de, der vil overleve.

Coronavirus på et plejecenter er det værst tænkelige scenarie. Det er i vid udstrækning lykkedes for kommunerne, plejecentrene og i særdeleshed de mange medarbejdere at holde coronaen ude fra plejehjemsstuerne. Det er sket gennem ekstra fokus på hygiejnisk rengøring, retningslinjer for besøg og test af personalet.

Nu, hvor smitten er høj, skal vi passe på ikke at sætte det hårde og nødvendige arbejde over styr.

På et plejehjem med bare 30 beboere, betyder to besøg for hver beboer fra en datter, en søn og et barnebarn på en uge 180 forskellige mennesker, der kommer ind og ud på plejehjemmet.

Personalet på plejehjemmene er fronttropperne mod COVID-19. Når virusset holdes væk fra plejehjem, mindsker de også presset på sygehusvæsenet. Hvis virusset spreder sig, får det betydning for beboerne i første omgang, når personalet bliver sygemeldt, forstærkes problemerne yderligere og når beboerne indlægges, lægger det et pres på hospitalerne.

Som det ser ud nu, er plejecentrene ikke klar til at modtage store antal pårørende. Der er ganske enkelt ikke ressourcer til at holde besøgende adskilt og til at sikre den nødvendige hygiejniske rengøring.

Det vil være hjerteløst at forbyde al adgang til plejecentrene. Vi ved, hvor hårdt det har været for beboerne i foråret under nedlukningen. Men vi må ikke gå på kompromis med sikkerheden for beboerne og personalet.

Derfor er det altafgørende, at der er retningslinjer for besøg – det kunne være faste besøgstider og endnu mere test af både personale og pårørende – og de nødvendige ressourcer til stede på hvert enkelt plejecenter til at håndtere, når pårørende og beboere fejrer julen på plejecentrene.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 10. december 2020