Brug for sundhedsfagligt løft på bosteder

Coronakrisen har tydeliggjort, at korrekt brug af værnemidler kræver sundhedsfaglig viden, da forkert brug kan skade mere end det gavner

Hen over sommeren er der blevet stillet spørgsmålstegn ved, om værnemidlerne er blevet korrekt brugt på hospitalerne, og hvorvidt personalet i den kommunale hjemmepleje og på plejehjemmene kan dele visirer.

Bosteder for mennesker med handicap har der til gengæld ikke været meget fokus på. Det er en fejl, som vi skal rette op på. For nu, hvor det aktuelt stigende smittetryk ser ud til at udvikle sig til en ny bølge af coronaudbrud, skal vi være klar til at passe på en gruppe sårbare borgere, som hidtil har været overset.

Vi ved allerede, at mennesker med handicap på bosteder generelt er udfordret med flere sundhedsproblemer end resten af befolkningen. Sygdomme bliver overset, opdaget for sent, der begås alt for mange fejl i medicinhåndteringen, og sundheden for mennesker med diagnoser og dobbeltdiagnoser har svære vilkår.

Sundhedsindsatsen over for udviklingshæmmede er forskellig afhængigt af, hvor i landet man befinder sig. Nogle af de store bosteder, som typisk udspringer fra de traditionelle institutioner, har beholdt en huslægeordning som en rest fra dengang, hvor institutionerne lignede hospitaler. Andre steder er der fastansatte sygeplejersker, mens andre igen slet ikke har nogen faste sundhedspersoner tilknyttet.

Bosteder skal ikke institutionaliseres eller være minihospitaler. Det er folks eget hjem, men der er behov for at sikre den rette balance mellem socialfaglige- og sundhedsfaglige kompetencer. Der er ikke tale om at udskifte socialfaglige med sundhedsfaglige indsatser. Tværtimod forstærker den ene indsats den anden, og vi mener, at der er behov for en oprustning på den sundhedsfaglige del af arbejdet.

Vi kan ikke være andet bekendt, når vi ser tallene. For de taler for sig selv. Mennesker med psykisk sygdom dør 15-20 år tidligere end resten af befolkningen. Ca. halvdelen af overdødeligheden kan forklares med fysiske sygdomme.

Derfor foreslår FOA og DSR, at der hurtigst muligt sættes fokus på det sundhedsprofessionelle arbejde på bostederne. Det er oplagt at tænke sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter ind i den sundhedsfaglige dækning af bostederne – enten ved ansættelse på bostedet, eller hvor mindre bosteder deles om en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent.

Bragt i Århus Stiftstidende, den 16. august 2020