Debatindlæg: Den danske økonomi har det godt, danskerne derimod

Den danske økonomi er kernesund. Det er konklusionen, efter at regeringen har fremlagt både kasse-eftersyn og økonomisk redegørelse. Trods det, at den tidligere regering har efterladt 3,5 milliarder i ubetalte regninger og i deres embedstid har givet 27 milliarder kroner i skattelettelser til store biler og endnu større både, så ser økonomien god ud.

Og så er alting jo godt. Det er nemlig sådan, vi tager temperaturen på Danmark. Er økonomien overophedet, så gør vi noget for at køle den ned. Er den gået i stå, giver vi den en spand kul. 

Tingenes tilstand vurderes gennem økonomernes regneark og Finansministeriets modeller. Men hvad med virkeligheden? Hvordan ser det ud derude, hvor du og jeg og alle de andre lever? 

Måske er det sundt bare engang imellem at kaste et blik ud i den verden, de fleste af os faktisk færdes i, hvis vi virkelig vil vide, hvordan Danmark har det. 

Lige nu sidder finansministeren og repræsentanter for kommuner og regioner og forhandler om, hvor mange penge de må bruge på næste års budget til hjælp til de ældre, på pasning af de små, på sundhed til os alle sammen og på veje og kollektiv transport og alt det andet, der binder os sammen og får fællesskabet til at fungere. Og mens de forhandler i finansministeriet, er kommune efter kommune tvunget til at genåbne dette års budget og finde endnu større besparelser til næste års budget, fordi de penge, de fik ved forhandlingerne sidste gang, simpelthen ikke dækker de udgifter, de har haft. 

Fra by til by kæmper de lige nu med at finde ud af, hvordan de skal lukke hullerne i budgetterne. Skal det være de handicappede, der står for skud? Skal vi skære i rengøringen for de ældre? Skal det gå ud over vejenes kvalitet? 

Overvejelserne foregår lige nu, så det er svært at forudse, hvor det ender, og hvor meget de ender med at skære, men de foreløbige udmeldinger er skræmmende i sig selv: Frederikshavn har sagt, at de skal skære 26 millioner kroner på næste års budget. I Morsø er det 20 millioner. I Odense er vi oppe på imponerende 200 millioner, som skal skæres på offentlig service og hjælp til de svageste. På Lolland taler de om tal op til 90 millioner kroner. Listen er lang og ingen region går fri. Forleden fortalte KL, at de samlet havde halvanden milliard kroner i ekstra udgifter på handicapområdet i år. I Danmarks hovedstad er de folk, der arbejder med netop de handicappede gået sammen om et fælles brev til kommunen om, at de ikke kan forsvare kvaliteten af den hjælp de giver, hvis der bliver skåret endnu dybere i deres budgetter. 

Den danske økonomi har det godt. Danskerne derimod, i hvert fald de svageste af os, de mindste og de ældste, knapt så godt. 

Tingenes tilstand er et resultat af et tiårs nedskæringer og effektiviseringer. Som sagt sidder regeringen og kommuner og regioner lige nu og forhandler om, hvor mange penge vi må bruge på velfærd det næste års tid. Lad os håbe, at de vælger en anden vej og begynder på den genopretning af velfærden, vi har så meget brug for. Så ender vi måske med, at både økonomien og de fleste danskere har det godt.

Bragt i Avisen Danmark, den 3. september 2019