• Læs op
• Udskriv

Velfærdsaftalen fra 2006 byggede på nogle forkerte forudsætninger om sund aldring, og om at vi allesammen kan det samme i samme årrække – trods at de forskellige jobs, som vi varetager, netop er forskellige og slider på os på forskellig måde.

Den stigende pensionsalder og det hårde arbejdstempo ude på mange arbejdspladser og det faktum, at der er jobs, der rent fysisk stiller større krav, end en aldrende krop kan klare, har betydet, at et voksende antal danskere simpelthen ikke kan holde til at blive på arbejdsmarkedet, indtil de kan få lov til at gå på pension.

Det har Socialdemokratiet anerkendt – og tak for det.
 

Venter kun på løftebrud

Vi havde allerhelst set en opsigelse af velfærdsaftalen, men da vi står nærmest alene med det krav, ser vi en løsning i tre tempi.

De syge skal have ret til førtidspension mere humant, end det sker i dag. De nedslidte skal have ret til en seniorpension. Og de slidte skal have ret til differentieret pension.

Den differentierede pension skal give slidte danskere mulighed for at forlade arbejdsmarkedet tidligere end dem, der både har fysikken i orden og lysten til at fortsætte.

Et godt og rimeligt og sympatisk initiativ, må man mene. Men ifølge både presse og borgerlige politikere også en helt helt umulig opgave.

"Hvornår bliver det Arnes tur?", er blevet en fast vending i dansk politik. Ikke kun fra de politiske modstandere, men også i medierne.

Prøv at google differentieret pension, og se, hvor mange gange nærmest hele kommentariatet har fastslået, at det bliver helt umuligt, og at det bare er et løftebrud waiting to happen.

Differentieret pension er ingen gordisk knude

Man skulle tro, at opgaven med at finde en fornuftig model for en differentieret pension er en særlig ondartet blanding af den gordiske knude og cirklens kvadratur.

Sådan er det ikke. Vi kan løse problemerne. Det er faktisk muligt at komme et langt stykke ad vejen inden for de rammer, som Socialdemokratiet har udstukket. Hvis ingen andre vil, så vil FOA gerne åbne ballet med et konkret bud på en model.

FOA er enig med Socialdemokratiet i, at en ret til tidlig tilbagetrækning skal gavne de nedslidte og gælde efter et langt arbejdsliv, samt at mænd og kvinder skal have reelt lige adgang, så blandt andet deltid og barsel skal tages højde for.

FOA foreslår en model, hvor de ti hårdeste/mest belastede brancher tilgodeses. Har man eksempelvis arbejdet i 40 år og arbejdet i en belastet branche, hvor fysikken eller psyken ikke længere kan følge med, så bør man have retten til en tidlig folkepension.

Det vil give lidt af retfærdigheden tilbage fra dengang, politikerne ødelagde efterlønsordningen. 

40 år som indikator for et langt arbejdsliv

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) udpeger løbende de brancher, som har den højeste belastning blandt andet inden for fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Vi foreslår, at man ud fra disse indeks indkredser de ti mest belastningstruede brancher. Dermed vil vi kunne tilgodese behovet for tidlig tilbagetrækning for de nedslidningstruede, som ikke har fået for eksempel seniorpension eller førtidspension.

Der har været tale om, at 40 år vil være en mulig indikator for et langt arbejdsliv.

Opgørelserne over tilknytningen til arbejdsmarkedet og beskæftigelse er dog forbundet med mange usikkerheder. Blandt andet har vi kun set opgørelser, der bygger på et timetal på over 8 eller 27 timer på baggrund af ATP.

FOA foreslår derfor i første omgang, at man for at imødekomme kravet om at deltid og barsel med videre medtager al beskæftigelse svarende til mere end 8 timers beskæftigelse om ugen i eksempelvis 40 år.

I virkeligheden bør timetallet dog formentlig ligge et sted mellem de 8 og de 27 timer, eksempelvis 15 timer. 
 

Skylder danskerne at finde en løsning

Ifølge Socialdemokratiets udspil skal der anvendes tre milliarder kroner om året til finansiering af retten til tidlig tilbagetrækning. Det svarer til 3.000 til 6.000 personer.

Følger man FOA's udspil med et udgangspunkt på otte timer, viser vore beregninger, at 9.000 personer vil være et absolut øvre skøn, og antallet vil antageligt ligge væsentligt lavere i spændet 5.000 til 9.000 person.

Dermed er økonomien i FOA's model efter min bedste opfattelse inden for nogle realistiske rammer, som det bør være muligt at blive enige om.

Ovenstående er vores bud på en løsning. Vi hævder ikke at have fundet den eneste rigtige løsning. Men en god løsning på et problem, som vi skylder de mange danskere, der er ramt af den stigende pensionsalder, at finde en løsning på.

Bragt i Altinget, den 9. oktober 2019