• Læs op
• Udskriv

Sådan cirka lyder et ultra-kort sammendrag af den evige kritik fra borgerlige politikere og meningsdannere, når vi i fagbevægelsen foreslår en forbedring af den fælles velfærd. Hvad enten det drejer sig om flere voksne i daginstitutionerne, bedre forhold for de ældre i plejesektoren eller mere lighed i sundhedssystemet. Det store skræmmebillede er ofte skat, som angiveligt kommer på en øjeblikkelig himmelflugt, hvis vi og andre gode kræfter får magt, som vi har agt.

Lad mig sige det klart med det samme. Det kan næppe lade sig gøre at udvide og udvikle velfærden, uden at det kan mærkes på skatten. Navnlig for de højest lønnede. Men det tror jeg nu også godt, at de kan holde til. Så sent som i sidste uge kunne Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) fortælle, at de rigeste toplederes løn er steget med 50 procent, mens de lavest lønnede danskeres løn er steget med 4 i samme periode.

Men det er både lusk og liberalisme på den måde næsten udelukkende at se vores allesammens investeringer i sundhed, børn og ældrepleje som udgifter.

Den helt intuitive og logiske konklusion er, at selvfølgelig er der dynamiske effekter af velfærden. Selvfølgelig påvirker kvaliteten af den offentlige service, hvor meget vi som befolkning kan og vil arbejde. Desværre bliver den forkerte opfattelse forstærket af ingen ringere autoritet end Finansministeriet.

Finansministeriet regner rask væk med, hvor meget en skattelettelse vil påvirke folks lyst til at arbejde, men de medregner ikke de effekter, der følger af, om der skrues op eller ned for velfærden inden for fx sundhedsområdet, ældreområdet eller børneområdet. Den nye regering har sat penge af til at fikse den fejl i Finansministeriets regnemaskine, men indtil det sker, hænger vi fast i en økonomisk tankegang med alvorlig politisk slagside.

FOA har derfor med hjælp fra Epinion iværksat en undersøgelse, som netop dokumenterer, at effekterne af velfærden på beskæftigelsen faktisk er ret store og større end effekterne af skat.

Når vi spørger danskere i arbejde, om en lavere skat vil påvirke deres arbejdstid, så siger kun 11 procent, at de vil arbejde mere.

Spørger vi forældre, der har børn i dagtilbud, så siger 34 procent, at de vil arbejde mindre, hvis der blev færre ansatte i dagtilbuddet, så det resterende personale skulle passe flere børn. Altså hvis normeringerne blev dårligere.

20 procent af pårørende til modtagere af ældrepleje siger, at vil arbejde mindre, hvis deres pårørende modtog mindre hjælp og pleje end i dag.

Og 18 procent, af dem, der er ramt af en længerevarende sygdom, siger, at de vil arbejde mere, hvis de fik en bedre behandling.

Det er altså slående, at når man spørger helt almindelige danskere, så har forandringer i velfærdstilbuddene – dagtilbud, ældrepleje og sundhed – alle sammen større effekt på beskæftigelsen, end en ændring i skatten vil have.

Vi spørger også til, om forældre og pårørende til ældre faktisk har sænket deres arbejdstid på grund af forringelser. Survey-resultaterne svarer ifølge beregninger foretaget af AE til, at forringelser i dagtilbud og ældrepleje har sænket arbejdsudbuddet i Danmark med henholdsvis 5.000 og 2.000 personer, hvis forringelserne har påvirket forældre/pårørende i hele året. Det svarer til et tabt skatteprovenu på henholdsvis 1 og 0,5 mia. kr.

Hvor skal pengene komme fra? Det spørgsmål elsker journalister at stille, når vi foreslår forbedringer af den fælles velfærd. Har vi virkelig råd?

Har vi råd til at lade være? svarer jeg. Den fælles velfærd. Et velfungerende sundhedsvæsen, gode uddannelser, ordentlig offentlig trafik og meget andet er en forudsætning for vores fælles rigdom. Det er en investering, som er med til at løfte Danmark. Og så kan det altså også godt være, at skatten kommer til at stige lidt for nogle af os.