Det nære er ikke nødvendigvis nemt

Lige nu bølger debatten om Lars Løkkes sundhedsreform frem og tilbage. Fra de sundhedsansatte side har vi advaret mod det demokratiske underskud i planen og de mange hurtige regnestykker, som vil gøre alt nemt og billigt og hurtigere, men som mere har karakter af ønsketænkning, end seriøse vurderinger af mulighederne.

Det er ikke det, jeg vil fortælle om her. Det her er historien om hvad vi også skal. Sundhedsreformen forsøger at fixe den brøkdel af sundhedsindsatsen, der handler om at gøre folk raske. En vigtig sundhedsopgave er at hjælpe borgerne med at blive og holde sig raske og have et godt liv. Og om hvordan de får og beholder et godt helbred. Det er den anden side af sundhedsreformen. Den oversete side.

Når vi snakker om sundhedsreformen i dag, så handler det kun om en meget lille del af vores liv. Men selvom du har en funktionsnedsættelse, er blevet ældre eller ikke rigtigt kan huske det hele – så har du stadig et liv. Sundhedsreformen burde tage fat i det hele menneske og ikke kun den del, der handler om sygdom. Vores liv handler heldigvis om andet end det.

Det, der ikke er svært, skal være nært, sagde Lars Løkke Rasmussen fyndigt da han fremlagde sin store reform. Men som det ofte er med smarte talemåder, så lyder den bedst, hvis man ikke tænker for længe over det. Det nære er nemlig ikke nødvendigvis nemt. – snare tværtimod.

FOA er faglig organisation for 100.000 medarbejdere på social- og sundhedsområdet. De 2 store faggrupper på området er social- og sundhedshjæpere og social- og sundhedsassistenter. De er uddannet til at pleje den svækkede, syge borger, med blik for det hele liv - fysisk, psykisk og socialt. En social- og sundhedsassistent yder grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver i alle dele af sundhedsvæsenet og er i høj grad rygraden i det nære sundhedsvæsen. En væsentlig del af hans eller hendes arbejde er sundhedsfremme, forebyggelse, rehabilitering og aktivering. Ting der er helt centrale i forhold til den enkelte borgers trivsel, tryghed og mobilitet. Social- og sundhedshjælperen er ofte den røde tråd i borgerens liv.

De følger borgerens liv, de ser når det går i den forkerte retning, når hverdagen bliver lidt svær. De kender borgeren, de kender livshistorien, familien og er dem der er bindeleddet til alle de andre fagprofessionelle i sundhedssystemet. De hjælper den ældre på fode igen, hjælper den ældre til at fastholde det liv de kender, så længe det er muligt.

Det er ofte FOA medlemmer der møder borgeren første gang, dem der kommer og hjælper med en støttestrømpe, l rengøring, hjælp til at tage medicin. De ser når normalbilledet hos borgeren skifter, når borgeren er lidt mere trist, spiser og drikker mindre - virker glemsom osv.

Når social og sundhedshjælperen reagerer på det, så har vi sparet borgeren og samfundet for mange penge og unødig tid - for så griber vi ind i tide.

Hvorfor er det så det område, der er mest nedprioriteret og bliver set som det mindst nødvendige - er det fordi alle har øjne på en reform, der har fokus på dem der er mest syge, diagnoser, behandlingsgarantier og kliniske retningslinjer?

Sundhedsreformen handler mest om den instrumentelle sygepleje; diagnoser, udredninger og behandlinger. Men det svære er i virkeligheden at få borgerens liv til at fungere, så der er værdighed, tryghed og ordentlighed, så den enkelte borger har det liv de ønsker, trods deres sydom og skavanker.

Det skal sundhedsreformen have fokus på, det skal ikke kun handle om sygdom, men om liv. Et levet liv der giver mening for den enkelte - vi skal have plads til dem med rigelige ressourcer, mange venner og pårørende, men vi skal også huske den ældre der sidder alene og hvor det eneste netværk er hjemmeplejen. En reform der indebærer, at kommuner skal have endnu større ansvar kan hurtigt ende med vi glemmer dem, der ikke siger noget, dem der ikke fejler det store endnu eller dem der går stille med dørene.  Vi ved, at glemmer vi dem, så ender de der, hvor sundhedsreformen har fokus, blandt dem der har en mere alvorlig sygdom.

Målet med reformen, som den ser ud nu, er at færrest muligt får behov for at komme i nærkontakt med den sekundære sundhedssektor, sygehusene.

Det kræver vi sætter ind, der hvor vi kan forebygge mest, der hvor medarbejderne møder den ældre første gang. Vi skal tilbage til hvor det hele starter, der hvor vi ser borgerens hele liv.

Offentligjort i Avisen Danmark 5. marts 2019