Debatindlæg: Seniorpensionen kan ikke stå alene

Som optakt til valget har blå blok lavet en aftale om seniorpension, der yder førstehjælp til den kriseramte seniorførtidspension. Men seniorpensionen kan slet, slet ikke stå alene. Derfor har vores flere end 400.000 medlemmer brug for, at et nyvalgt Folketing genskaber en øget tryghed for fair og værdig tilbagetrækning i seniortilværelsen. Ikke langt ude i fremtiden i 2040, men hurtigst muligt. Den fairness og værdighed opnås ikke ved en "hånden i hatten"-ordning, hvor man skal tigge og argumentere for, at kroppen er slidt gennem mange års fysisk og psykisk hårdt arbejde.

Derfor er der brug for forslaget om differentieret folkepension. At man kan være slidt efter et langt, hårdt arbejdsliv, betvivler kun få. Omkring 30 procent af vores medlemmer gik på efterløn allerede som 60-årig, da det var muligt, selv om det økonomisk var meget fordelagtigt f.eks. at vente, til man var 62 år. I andre, faglige a-kasser kom den tilsvarende andel helt ned under fem procent.

Mange argumenterer i den aktuelle debat for velfærdsaftalen fra 2006 og det aftalte mål for den "gennemsnitlige" periode på folkepension. Men man "glemmer", at en forudsætning for velfærdsaftalen fra 2006 netop var den efterlønsordning, som de borgerlige partier ødelagde i 2011. Det er også kynisk kun at fokusere på gennemsnitslevealder, og dermed se bort fra de meget store forskelle i både levetid og helbredstilstand i de sidste år, når vi sammenligner danskere med de højeste indtægter og længste uddannelser med de laveste indtægter og korteste uddannelser.

Det er hverken administrativt eller fagpolitisk enkelt at etablere en ret til differentieret pension, som skal gælde lønmodtagergrupper, der har arbejdet længe i ekstra nedslidende job. Men man kan dog starte med at hente inspiration i andre, europæiske lande, som har erfaringer med differentieret pensionsalder efter forskellige kriterier - eks. Østrig.