Debatindlæg: Undgå nyt pensionslotteri
Et af slagnumrene i valgkampen har været seniorpensionen. Den skal afløse den ulykkelige seniorførtidspension, som viste sig noget nær umulig at opnå.
Af: Mona Striib, forbundsformand FOA
Mindre end en sjettedel af den gruppe, pensionen var tiltænkt, endte med at få den. Målet med den nye ordning er, at nedslidte seniorer i fremtiden ikke skal pukle videre, indtil de skal bæres ud. De nedslidte seniorer skal have ret til en værdig alderdom.
FOA tog godt imod løftet om en ny ordning. Den indeholdt ikke alt det, som vi ønskede, men det var en klar forbedring, og det kvitterede vi for. Men vi mangler altså stadig at få afklaret et vigtigt punkt, som politikerne valgte at skyde til hjørne. Hvilken myndighed er det lige, der skal visitere til seniorpensionen?
Det spørgsmål er slet ikke ligegyldigt. Siden seniorførtidspensionen trådte i kraft i 2014, har vi oplevet et pensionslotteri, hvor økonomisk trængte kommuner hellere giver et nej for meget end et nej for lidt. Den uens og nogle steder endda ulovligt stramme administration af den nuværende seniorførtidspension har haft sin store andel af ansvaret for, at den ikke blev det, som politikerne lovede. Derfor skal afgørelser om seniorpension flyttes til en ny myndighed, der er uafhængig af kommunerne.
Kommunerne har efter FOA's opfattelse diskvalificeret sig til opgaven. Derfor foreslår vi, at afgørelsen om seniorpension bliver lagt i statsligt regi. Det kan eksempelvis være i en ny uafhængig myndighed forankret i Ankestyrelsen under Økonomi- og Indenrigsministeriet. Samtidig foreslår FOA, at de lægefaglige oplysninger i fremtiden skal spille en langt mere afgørende rolle ved den nye myndigheds vurdering af, om en person kan tildeles seniorpension eller ej. Eksempelvis med hjælp fra arbejds- eller socialmedicinske klinikker.
Derfor kommer FOA nu med en opfordring til de politiske partier - både de blå partier bag den nye seniorpension, Socialdemokratiet og de øvrige partier: Flyt behandlingen af seniorpensionssager væk fra kommunerne.
Lad det være sagt på forhånd: Vi tager svarene som en lakmusprøve på, om de nedslidte seniorer kan være sikre på at få en seniorpension, når de er berettiget til det. Et svar på, om de lune løfter holder i længden.
Debatindlægget er bragt i Information, den 12. juni 2019